Liturgisk aftensang i Ejby kirke
EJBY: Onsdag den 13. november får Ejby kirke besøg af medlemmer af Roskilde Domkirkes Drengekor, som under ledelse af organist Finn Evald medvirker ved aftengudstjenesten. Sognepræst Annie Nyholm er liturg.
Roskilde Domkirkes Drengekor blev dannet i foråret 1987. Det første skridt blev taget ved, at organist Finn Evald tog rundt på Roskildes skoler for at høre samtlige drenge på 3. klassetrin.
Der blev udtaget ca. 30 drenge til koret. Herrestemmerne blev fundet på byens gymnasier, men også blandt fædre til korets drenge. Koret bestod fra begyndelsen af 50 sangere og havde sin debut langfredag 1987, hvor koret opførte Heinrich Schütz' Matthæuspassion. Denne passion har koret senere også opført i Ejby kirke.
Denne aften er det alene korets herrer, der medvirker ved aftensangen, som består af læsninger, korsang og fællessalmer.
Koret synger salmer fra det gamle testamente på gregorianske melodier, og salmerne fremføres som vekselsang mellem forsanger og kor. Endvidere synger koret Marias lovsang (Magnificat) fra Det nye Testamente i en udsættelse af den spanske komponist Diego Ortiz (1510-1570).
Gudstjenesten indledes og afsluttes med korprocession.
pm