Fortsæt til indhold

Ældrepleje med respekt

Arkiv
Erik Lauritzen, borgmesterkandidat for Socialdemokraterne

Debatterne her i valgkampen handler meget om økonomi og skat. Vi valgte skattestigninger for at bringe kommunens drift i balance.
Venstre mener at man sagtens kunne ”effektivisere” for i størrelsesordenen 700 mio over de fire budgetår. Forud for budgetlægningen forelagde forvaltningen de ”effektiviseringsmuligheder” de ser. Et par af dem var spareforslag indenfor ældreplejen, som Venstre i givet fald ville skulle gøre brug af.
Jeg er glad for at vi socialdemokrater med støtte af alle øvrige partier, skrottede forslagene om: ”Rengøring hver 4. uge”, ”Reduktion af antal minutter hos den ældre”, ”Lukning af Hørup plejecenter” og ”Lukning af Dalsmark plejecenter”. Vi vil i stedet give vore mange dygtige medarbejdere tid og frihed til at gøre det de helst vil. Behandle de gamle med respekt, sprede glæde og føle at de gør deres arbejde godt. De der har banet vejen for os andre skal have en værdig pleje i alderdommen.