Fortsæt til indhold

Golf er et livslangt venskab

En gang var golf for de rige. I dag er sporten for alle, og aldersspredningen er stor

Arkiv
Af Helle-Karin Helstrand

Tee, putter, green og bunker.
Lokalavisen Weekend har sat to erfarne golfere, Else Marie Sørensen og Jørn Thomsen, i stævne i Vejle Golf Club, og de fremmede ord flyver om ørerne på Lokalavisens udsendte.
Men der er hjælp at hente. Golfklubben har i øjeblikket et tilbud til folk, der har lyst til at prøve spillet, der foregår på den grønne plæne, hvor græsset er klippet i forskellige længder. På greenen, hvor hullet er, er græsset helt kort, mens fairway'en, som er ruten hen mod hullet, er lidt længere.
Sammen med det gratis medlemskab følger en ord- og instruktionsbog, der forklarer, hvad alle de engelske ord betyder. En tee er eksempelvis den lille, hvide plastikdims, som bolden ligger på, når man sender den ud på banen, og en putter er den kølle, man slår med, når bolden skal i hul.
Klubben har også et udvalg af rutinerede golfere, som gerne hjælper nye i gang. Blandt dem er Else Marie Sørensen, der selv har spillet siden 2000.
"Vi havde sejlet nogle år og synes, at der skulle ske noget nyt," siger Else Marie Sørensen, hvis mand også er golfer.
"Jeg havde en veninde, der havde spillet i mange år, hun fik mig med. Jeg vil gerne ud at gå. Hvorfor så ikke gøre det med en kølle i hånden? Golf smitter," siger Else Marie Sørensen, der blandt andet er medlem af dameklubben LS, som er en af de mange underklubber i Vejle Golf Club.

Lærer nye mennesker at kende

Else Marie Sørensen er på efterløn og spiller mindst fire gange om ugen – fire timer hver gang – det er den tid, det tager at komme igennem en 18-hulsbane. Om vinteren er hun også på banen, når bare den ikke er dækket af sne.
"Man kommer til at kende en masse nye mennesker og hyggesnakker også, mens man spiller. Man holder dog mund, når en af de andre slår til bolden," griner hun.
Et andet medlem af begynderudvalget er Jørn Thomsen, der også har spillet siden 2000. Han er ikke helt enig i, at man skal hyggesnakke på banen.
"Vi mænd undrer os nogle gange over, hvad kvinderne kan blive ved med at snakke om. Min kone kan endda snakke, når hun slår," griner han tilbage.
Jørn Thomsen løb maraton og havde aldrig forestillet sig, at han skulle spille golf.
"Men en dag kom min svigersøn og lagde 500 kroner på bordet. Det var et tilskud til at komme i gang. Og jeg er et konkurrencemenneske, så da jeg først kom i gang, skulle jeg også være god," siger han.
"Men nogle gange kan jeg efter to huller mærke, at det kun bliver en andenplads, og efter et par huller mere må jeg konstatere, at det denne gang kun bliver til motionsgolf. Det giver ikke den samme motion som at løbe maraton, men spiller jeg ikke, så tager jeg på. Så noget må det give," siger Jørn Thomsen, der også har fået en ny skare af bekendte i golfklubben.
"Jeg har også fået nye venner," siger han.

Jørn Thomsen er pensionist og er blevet glad for golf. Han har løbet maraton og troede længe, at det ikke var noget for ham at svinge golfkøllen. Foto: Helle-Karin Helstrand.