Haderslevs svømmere satte rekord
Weekendens Vestdanske Mesterskaber i svømning i Århus bragte finale deltagelse og masser af personlige rekorder med sig
Fem af Haderslev Svømmeklubs ældste konkurrencesvømmere deltog i weekenden i De Vestdanske Mesterskaber for junior- og seniorsvømmere. Konkurrencen foregik i Århus Svømmestadion.
Julie Oxenvad kvalificerede sig til seniorrækken. Hun stillede op i otte løb. Udover personlige rekorder i alle løb, var hun i A-finalen i seks af dem. Julie sluttede som nummer fire i finalen i 800 m. Dette var hendes bedste placering ved mesterskabet. Derfor kvalificerede Julie Oxenvad sig til De Danske Mesterskaber for seniorer i 50 m, 100 m, 200 m rygcrawl, 400 m fri og 400 m medley. Dette danske mesterskab afholdes fra 14. til 17. november i Gladsaxe svømmehal.
Lukas Larsen, Jonas Rohwedder og Rune Holm Skovby havde kvalificeret sig til juniorrækken for drenge.
Lukas Larsen svømmede 100 m medley, 100 m og 200 m rygcrawl ved mesterskabet. Her svømmede han op til sine bedste tider.
Jonas Rohwedder stillede op i 50 m, 200 m og 400 m fri. Han slog i alle tre løb flotte personlige rekorder.
Rune Holm Skovby slog personlig rekord i 100 m butterfly, 400 m medley og 800 m fri. Han kvalificerede sig til De danske kortbane mesterskaber for juniorer i 200 m butterfly. Her slog han sin egen rekord med 6 sekunder.
Laura i topform
Også en pige deltog i juniorrækken. Laura Morsing stillede op i 50 m, 100 m, 200 m, 400 m, 800 m og 1500 m fri. I 100 m fri slog Laura sin personlige rekord. I 1500 m fri blev Laura nummer fem, hvilket var hendes bedste placering ved mesterskabet.
Haderslev Svømmeklubs nye 1. holdtræner Karsten W. Jensen betragtede mesterskabet i Århus som sæsonens første store test på svømmernes form, men også hans første mesterskab som træner for svømmerne.
”Efter jeg er startet som træner på vores 1. hold, har jeg foretaget nogle justeringer i træningen, som allerede nu ser ud til at virke positivt på svømmernes resultater i bassinet,” siger en tilfreds Karsten W. Jensen efter det gode mesterskab i Århus.
Haderslev Svømmeklub går endnu en travl weekend i møde. 16 af de yngste svømmere fra klubbens talent- og 3. konkurrencehold deltager i begynderstævne i Tønder på søndag d. 3. november.