Publikum strømmer til ’Samling om Selma’
Op mod 700 gæster har allerede besøgt Køge Kunstforenings nye udstilling, som er en hyldest til tidligere galleriejer Selma Michelsen.
UDSTILLING: Publikum strømmer til kunstudstillingen Samling om Selma i Richters Gård i Vestergade i Køge. På udstillingens første syv åbningsdage har op mod 700 besøgende allerede lagt vejen forbi.
- Vi er utrolig glade for de mange besøgende på udstillingen. Men en ting ting er, at der er rigtig mange gæster, endnu vigtigere er det, at folk er målløse og meget begejstrede for udstillingens kvalitet, siger Køge Kunstforenings næstformand, Jesper Friis.
Udstillingen 'Samling om Selma' er en hyldest til galleristen Selma Michelsen, der drev det lille Galleri Åhuset i Brogade i Køge i næsten 20 år. Mange af landets fineste kunstnere udstillede i hendes lille galleri.
Udstillingen i Richters Gård viser næsten 40 af kunstnernes nyeste værker. Man kan opleve værker af John Olsen, Eydun av Reyni, Niels Guttormsen, Annette Olesen, Hanne Varming, Knud Odde og mange flere.
- Folk fortæller os, at det er en af de fineste udstillinger, de nogensinde har set i Køge. Og det gør os selvfølgelig meget, meget glade og stolte, siger Jesper Friis.
Udstillingen åbnede lørdag 26. oktober, hvor omkring 300 gæster deltog. Tidligere kulturminister Jytte Hilden, der kendte Selma Michelsen personligt, åbnede udstillingen og fortalte om Selmas særlige betydning for Køge, hendes sans for kvalitet og hendes personlige ægthed.
Malou Friis og Jeppe Hybschmann fra det snart pladeaktuelle københavnerband Vinterbarn sang i gården bag Richters Gård, før de mange gæsterne indtog udstillingslokalerne.
Udstillingen er åben hverdage på nær mandag fra kl. 13 til 17, i weekenden begge dage mellem 11 og 14.
Køge Kunstforening, der står bag udstillingen, har udgivet et lille katalog om udstillingen og Selma Michelsen. Det kan erhverves på udstillingen i åbningstiderne.