Nu skal der ryddes op i Varde Kommunes landsbyer
Varde Kommune blæser til kamp mod faldefærdige rønner, også kaldet øjebæer. Kommunen har i 2014 afsat 4,8 mio. kr. til landsbyfornyelse
Puljen skal anvendes i løbet af 1½ år fra puljens opstart den 1. januar 2014, og der kan søges til nedrivning af faldefærdige bygninger eller til renovering.
”De faldefærdige rønner er ikke alene grimme at se på, de er også dårlige at bo i, og så hæmmer de boligmarkedet i lokalområdet. Derfor sætter vi nu ind mod det, som på det seneste er blevet døbt øjebæ.
I Kommunen arbejder vi målrettet med vores bosætningspolitik, og vi vil ikke lade den indsats hæmme af disse grimme, faldefærdige bygninger, som vi desværre ser nogle steder. Jeg er glad for, at det er lykkedes at afsætte små 5 mio. kr. til tiltaget," siger Preben Olesen (V) formand for Udvalget for Plan og Teknik.
Landsbyfornyelsespuljen kan anvendes i hele Varde Kommune undtagen byerne Varde og Ølgod. Puljen kan anvendes i forhold til boliger og til erhvervsbygninger i byer med færre end 3.000 indbyggere. Puljen kan ikke anvendes til erhvervs- og landsbrugsbygninger på landet.
”De faldefærdige bygninger er uforenlige med kommunens ambition om at skabe de optimale rammer for det gode liv, og de grimme bygninger bidrager heller ikke til at gøre kommunen attraktiv for turister. Derfor skal de væk. Kommunen samarbejder med de lokale udviklingsråd om, hvordan puljen bedst anvendes. På den måde sikrer vi, at vi bruger pengene, der hvor de gør den største forskel. Desværre kan vi med puljen ikke fjerne alle faldefærdige bygninger i kommunen.
Vi ved, at der på landet også er en række faldefærdige bygninger ved tidligere landbrug, men dem har folketinget fastlagt, at vi ikke må give tilskud til i denne omgang," siger Preben Olesen (V) formand for Udvalget for Plan og Teknik.
For at sikre lige mulighed for at få del i puljen, så er der to ansøgningsrunder. Er der fortsat midler tilbage efter disse to runder, så udmøntes de restende midler efter først til mølle princippet. De to ansøgningsrunder har følgende ansøgningsfrister:
Ÿ 10. december 2013. Fristen er sat allerede i 2013 af hensyn til ansøgere som ønsker igangsættelse af arbejdet primo 2014
Ÿ 1. marts 2014
Varde Kommune ønsker, at det skal være let at få tilskud til nedrivning, så derfor er ansøgningsproceduren nem og ubureaukratisk, ligesom kommunen klarer det praktiske med nedrivningen for ejerne.
Kommunens få krav til ansøgningen kan ses på Varde Kommunes hjemmeside.