Fortsæt til indhold

IT-motorvejen kører nu omkring Bakkehuset

Sponsorer sørger for, at Bakkehuset i Felsted tager plads i IT-samfundets overhalingsbane

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Selvom man kun er fire år, kan man sagtens betjene en iPad. Faktisk i mange tilfælde bedre, end de fleste voksne.
Det har de fundet ud af i institutionen Bakkehuset i Felsted, hvor de har fået sponsoreret hele otte nye iPads til institutionens børn.
“Det er noget, der har stået på vores ønskeliste i lang tid, men vi har ikke haft økonomisk mulighed for det”, fortæller leder af Bakkehuset, Marianne Trabjerg.
Bakkehuset bruger den nye teknologi til at give børnene et afbræk i dagligdagen, hvor de kan spille spil, hvor de f.eks. lærer bogstaver og tal, men der lægges også vægt på samarbejde, så børnene ikke bare isolerer sig bag hver sin skærm.
“Faktisk er der rigtig mange gode og lærerige spil. Ofte sætter vi børnene to og to, så de skal samarbejde omkring et spil. Det er meget lærerigt, og børnene finder faktisk selv ud af det langt hen ad vejen”, forklarer pædagog Nina Andersen.
Hun tager sig primært af opgaven med at få integreret iPadsene i Bakkehusets dagligdag.
“Vi bruger dem også ofte i rundkredsen, når vi taler om ting. Hvis f.eks. et af børnene er i tvivl om, hvordan et bestemt dyr ser ud, så kan vi google det og tale om det. Det er rigtig effektivt”, lyder det videre fra Nina Andersen.

Sponsorhjælp - også til de voksne

De otte iPads er sponsoreret af fire sponsorer, Buro og Co., Foder og Fritd, Byllemos Automobiler og Thomas Sørensen. Et af firmaerne har endda været behjælpelig med at sørge for, at de voksne i institutionen blev klædt på til den nye udfordring.
“Vi var alle på et lille lynkursus, hvor vi lige blev introduceret til iPad. Så vi var klar til at tage mod børnene”, fortæller Marianne Trabjerg.
“Vi synes jo det er vigtigt, at vi ruster børnene på IT-området. Det er en nødvendighed at kunne i dag. Og nogle børn har ikke adgang til det derhjemme”, forklarer hun videre.
Opgaven med at ruste børnene går dog over alt forventning.
“Vi har jo opdaget, at børn helt ned til to år har fuldstændig styr på at betjene en iPad. De lærer utrolig hurtigt”, supplerer Nina Andersen.
Næste step er, at Bakkehuset vil bruge de nye IT-redskaber i førskoleundervisningen hos de børn, der skal starte i skole efter sommerferien.
“Det er et rigtig godt redskab, og der findes rigtig gode programmet til netop dette område, så det har vi store forventninger til”, slutter Nina Andersen.