Fortsæt til indhold

I aften er det slut

Én af Domkorets allermest rutinerede sangere, Bent Ryneld Hansen, stopper efter mere end tre årtier

Arkiv
Arkiv

Alle Helgens dag søndag d. 3. november er det slut. Efter mange års tro tjeneste i Haderslev Domsogn har Bent Ryneld Hansen sin sidste tjeneste på søndag sammen med Haderslev Drengekor. Det kan ikke blive en flottere afsked.
"Lige til at starte med tager jeg en slapper, og vil prøve at være hjemme og holde jul sammen med min forlovede i år," fortæller Bent. Han fandt for fem år siden kærligheden i Silkeborg, flyttede og har siden kørt frem og tilbage til korprøver hver tirsdag og torsdag samt til søndagens gudstjenester. Oveni kommer alle de ekstra tjenester f.eks. begravelser på kappellet. Men for den trofaste sanger har det været en livsstil. Han har både sunget i Haderslev Cantori, Domkoret og fortsætter lidt endnu i Haderslev Drengekor:
"Jeg stoppede i Haderslev Cantori efter 28 år. Nu er det blevet tid til at vinke farvel til Domkoret, der mødes både torsdag og søndag ud over de mange bryllupper og begravelser, vi synger til" siger han.

Sangen lyser mørket op

Bents skæbne blev beseglet i artilleriregimentet. Her ødelagde han nemlig for mange år siden sin højre skulder så meget, at han i dag er invalidepensionist.
"Det har bestemt ikke været rart at pendle ind og ud af sygehuset til undersøgelser og adskillige operationer, men i korene fik jeg at vide, at der altid var plads til mig, når jeg kom hjem fra sygehuset. Den tillid havde jeg bare brug for," fortæller Bent Hansen.
"Sangen holdt mig oppe, når det så allermest sort ud. Der var altid brug for mig," siger han.

Bent Ryneld Hansen har haft store oplevelser i Haderslev Domsogns kor. Her står han på Domkirkepladsen øverst til venstre, medens hendes majestæt Dronning Margrethe vinker til ham, efter veloverstået skønsang for hende ved besøget i sommer.

Bange for den nye domorganist

Bent har oplevet skiftet fra den navnkundige domorganist Svend Prip til den yngre Henrik Skærbæk Jespersen, der blev ansat for to år siden:
"Jeg var bange for, hvem der nu blev ny domorganist, fordi Svend har været min mentor og haft mig under sine vinger. Alt hvad jeg har lavet af musik, har jeg lært af ham. Men der blev gjort til skamme," fortæller Bent Ryneld Hansen.
"Vores nye domorganist har så store musikalske ambitioner, og det er lige i tråd med Svend. Så det er rigtig, rigtig godt!"
At Bent alligevel vælger at trække stikket ud, skyldes både afstanden til Silkeborg og at han har været med i så mange år. Og så har han brug for mere tid med sin forlovede Anne Mette Thomsen, som han har kendt i fem et halvt år.
"Jeg har regnet ud, at det giver mig 26.000 km mindre at køre om året, men det bliver et savn, for det har været et kæmpe privilegium at have så mange trofaste og gode medarbejdere. Om det var kirketjenere, organister, de ansatte på kirkegården, så har medarbejderteamet bare været supergodt. Det kommer jeg i den grad til at savne," fortæller den mangeårige sanger.
Han har også fungeret som den praktiske gris, der har lagt noder frem, og sørget for det hele bare klappede. Og når de yngre sangere kom til kort, så havde Bent ofte svar på deres spørgsmål.
"Det har været spændende at være med til at bygge Haderslev Drengekor op til noget stort, som bare er skønt at se på. Vi er lige kommet hjem fra London, og var før det i Norge, sang for dronningen herhjemme i Haderslev og til prinsessedåben i Møgeltønder. Jo, der er både blevet til masser af store oplevelser, og en mængde kontakter i udlandet. Vi har sunget i Wittenberg, på Island og mange steder rundt i landet. Korturene var noget helt specielt, fordi vi her er fælles om at give andre en oplevelse og yde sit bedste, for det bliver der forventet," slutter Bent Hansen.
Han slipper ikke Drengekoret, for det er ren og skær livsbekræftelse at være med her. Så han kommer fortsat til korprøve der hver tirsdag.

Drengekoret gav koncert i Burkal kirke i Sydjylland. Bent Ryneld Hansen står øverst til ventre.