Annie på lovlig grund
Apoteker, Paul Bundgaard angriber i Roskilde Avis i et læserbrev Annie Larsen, byrådsmedlem for Venstre, fordi Annie Larsen på sidste byrådsmøde kritiserede Socialdemokraterne for at begå lovbrud ved at tyvstarte med opsætning af valgplakater. Et lovbrud som i øvrigt er erkendt og undskyldt af Joy Mogensen. Paul Bundgaard mener, at det er hykleri, fordi Annie Larsen selv har opsat valgplakater på eget hus og hegn, længe før Socialdemokraterne hængte valgplakaterne op. Den gode apoteker er desværre helt på vildspor, hvad angår reglerne for opsætning af plakater. Derfor denne korrektion til hans påstand om hykleri eller dobbeltmoral. Ifølge lov nr. 379 af 2. maj 2011 må opsætning af valgplakater på offentlig vej først påbegyndes ”fra døgnets begyndelse den fjerde lørdag før valgdagen.” Det var således ulovligt at opsætte valgplakater på offentlig vej før kl. 00:00 lørdag den 26. oktober. Derimod findes der ingen love eller regler for, hvornår man må opsætte valgplakater på privat grund. Det bestemmer den enkelte grundejer selv. Og på tilsvarende måde er der heller ingen tidsfrister for, hvornår man f. eks. må indrykke valgannoncer i medierne eller sætte valgreklame på en bil m.v. Dette kan i øvrigt ses adskillige steder i kommunen og er normal praksis i et valgår. Paul Bundgaard skriver endvidere, ”Det kan kun opfattes som endnu et eksempel på, at fru Larsen kører sine egne veje, og hun ønsker ikke at indordne sig under fællesskabets skrevne og uskrevne regler.” Desværre hænder det, at en person på boldbanen på usportslig vis ”går efter manden i stedet for efter bolden.” Og det hænder desværre også uden for boldbanen. Det er meget trist – også for demokratiets skyld. Fleming Friis Larsen Formand for Venstres Kommuneforening i Roskilde