De ældre valgte nyt råd
Esbjerg Kommunes Ældreråd er på plads
Der var plads til 13 af de 18 kandidater, da alle Esbjerg Kommunes borgere over 60 år den 5. november skulle vælge nye medlemmer til det kommunale Ældreråd.
37,5 procent af de stemmeberettigede valgte at gøre deres stemme gældende ved valget, der foregik per brev. Der var altså ikke opstillet stemmebokse og tilkaldt valgtilforordnede.
Fem mænd og otte kvinder blev valgt ind i Ældrerådet, der har til opgave at sikre dialog og samarbejde mellem kommunens ældre borgere og byrådet. For eksempel høres Ældrerådet i relevante sager.
Nyvalg og genvalg
Valgets slemmesluger nummer et blev den 68-årige Erling H. Winterskov, der blev valgt ind for første gang. Han modtog 1.180 af de i alt 10.645 stemmer, der blev afgivet. Før valget langede han en smule ud efter det nuværende Ældreråd, som han ikke mente, at man hørte ret meget til. Nu får han så altså selv chancen for at gøre det bedre.
Valgets nummer to blev den 65-årige Kjeld Enghave, der før valget sagde, at han ikke havde den helt store programerklæring at komme med, men til gengæld lovede at ville lytte til de ældre og deres behov og derefter sende det videre i systemet. Han høstede 1.078 stemmer, mens valgets nummer tre blev Lis Corbett med 839 stemmer.
Der blev også genvalg til 73-årige Bodil Gravsholt, der har siddet i Ældrerådet siden 2003. Hun håber blandt andet at kunne tale for bedre kollektiv trafik i Tjæreborg, når det nye Ældreråd tager fat efter nytår.
Også Inge Marie Holdt fra Gørding kom ind. Med sine 62 år var det første gang, at hun var på valg til Ældrerådet, og med 243 stemmer sneg hun sig lige ind på det 13. og sidste mandat.