Få permanentkrøllet dine øjenvipper
Så Er du klar til vinterens fester
Jeg har fået permanentet mine øjenvipper. Og før du slår en høj latter op, så kan jeg bare fortælle, at jeg har haft testet behandlingen på min mand, og han fungerer glimrende som lakmusprøve.
Egentlig var det lidt for sjov, at jeg spurgte ham, for jeg regnede ikke med, han ville kunne se forskel. Han kan nemlig aldrig se, når jeg er blevet klippet eller har fået farve i håret- med mindre det er rødt med gule high-lights.
Men jeg spurgte altså. Og denne gang bare sådan lidt henkastet: "Kan du se noget forandret ved mig?"
"Hvad er der sket med dine øjenvipper," svarede han så.
Se, det havde jeg jo ikke lige regnet med. For jeg kunne selvfølgelig godt selv se, at vipperne var blanksorte og helt diva-agtigt bukkede, så øjet virkelig kom til sin ret. Men at han kunne.
Det var godt nok nyt.
Jow jow, man skal lære, så længe man lever.
Hvordan foregår det så?
Det er næsten som at få farvet vipperne. Det tager blot lidt længere tid.
Først får du et par øjen-pads under øjnene og din kosmetolog tjekker, de sidder korrekt.
Så bliver der smurt lim på midten af øjenlåget, og dernæst bliver dine vipper limet opad, for der ikke skal komme permanentvæske i øjet.
Denne væske bliver påført og skal sidde i cirka 10 minutter. Hvis du vil have farve på, bliver det lagt på efter permanentvæsken er neutraliseret, men skal kun ligge på vipperne i fem minutter. Til slut kommer der lidt olie på vipperne, som opløser den lim, de er limet til øjenlåget med. Resultatet er fine diva-øjne, lige til at gå til julefrokost eller fest med. Holdbarheden er seks-otte uger og du må ikke komme vand i ansigtet de første 12 timer.
Du kan få behandlingen på de fleste skønhedsklinikker, blandt andet Klinik Smuk på Nørretorv. Prisen er cirka 395 kroner uden farve og 495 kroner med farve afhængig af salon.