Betalingsparkering blev slagtet
Borgmester Joy Mogensen sagde stop til betalings-p på valgmøde
Ideen om betalingsparkering i Roskilde er i al overskuelig fremtid kun en ide. Virkeliggørelsen af ideen blev slagtet af borgmester Joy Mogensen, da Erhvervs Forum Roskilde havde valgmøde.
Udmeldingen kom da mødes ordstyrer, Mads Steffensen, havde rejst dilemmaet om parkeringsmuligheder i Roskildes bymidte ud fra at en forretningsejers problem med at kunderne er begyndt at blive væk fordi de ikke kan finde en p-plads. Debatten om et betalings p-hus løb med argumenter for og i mod, da Venstres Bent Jørgensen spurgte:
- Det vil være interessant at vide om socialdemokraterne går ind for betalingsparkering.
- Jeg er i mod betalingsparkering, svarede Joy Mogensen.
- Når det har været med i forhandlingerne, så skyldes det, at Roskilde sander til i biler og det giver problemer.
Nu er der kun to partier, der går ind for betalingsparkering, det er Enhedslisten og SF.
I første runde sætter politikerne deres lid til det p-henvisningssystem, der bliver sat i gang i begyndelsen af det nye år. Det skal lede bilister hen til de ledige p-pladser.
Ejeren af Ro's Torv, Dades, melder nu ud, at der kommer betalingsparkering ved centeret i begyndelsen af 2014.
P-problemerne var kun et af flere dilemmaer, som Mads Steffensen rejste til det velbesøgte valgmøde, hvor op mod 100 hørte på.