Fortsæt til indhold

Elke har skabt årets julehjerte

Et Hjerte for Alle har i år fået en ny designer på årets julesmykke, der sælges fra den 23. november til fordel for julehjælpen

Arkiv
Mikkel Hansen

Foreningen Et Hjerte for Alle, der hjælper svage og udsatte med at få en god jul i Aabenraa, er nu klar med årets julesmykke, der er dessignet af Elke Christensen fra Kalvø.
Tidligere er smykket blevet designet af forretningen Scheelke, der dog gik konkurs tidligere på året. Derfor måtte foreningen bag Et Hjerte for Alle på jagt efter en ny designer. Foreningen inviterede flere til at indsende et bud på årets smykke, og valget faldt på Elke Christensen fra Dahlsgravering.dk.
”Jeg havde kun 14 dage til at designe og fremstille en prototype, så det skulle gå stærkt. Det skulle selvfølgeligt ligne et hjerte, og derudover var det vigtigt for mig, at det blev et enkelt smykke, der kan bruges både til hverdag og fest,” fortæller Elke Christensen, der har været 15 år i guldsmedebranchen, heraf de sidste tre som selvstændig.
Hun har tidligere designet et smykket til Giv Håb-kampagnen. Hun er i forvejen involveret i Et Hjerte for Alle, da hun ejer miniudgaven af Skt. Jørgens kirke i julehjertebyen.
”Den byggede min mand for tre år siden, så jeg kunne bruge den som butik i juleperioden. Det har været en god måde at gøre reklame for mit firma, og det har givet mange nye kunder. Samtidigt går 15 procent af omsætningen til Et Hjerte for Alle, så jeg støtter samtidigt et godt formål,” fortæller Elke Christensen.
Smykket er fremstillet i poleret stål og koster 250 kroner. Det bliver solgt i 999 eksemplarer, og smykker nummer 1.000 bliver specialfremstillet og udlodet i en konkurrence senere.
Smykket bliver sat til salg den 23. november og forventes udsolgt i løbet af de 14 dage, som salget varer. Det er allerede nu muligt at forudbestille det.
Udover Dahlsgravering.dk og Skt. Jørgens kirke i Julebyen kan smykker købes i Aabenraa hos Broager Sparekasse og Løvbjerg, turistbureauerne i Aabenraa og Kruså, Café Lyren i Padborg, Rita's Ure Guld Sølv i Tinglev, SuperBrugsen i Rødekro og Løjt samt Land & Fritid i Rødekro.