Fortsæt til indhold

Guldkornene faldt tæt på Brorsonskolen

Fire ildsjæle øste af deres erfaringer og skabte begejstring blandt tilhørerne, da Varde Kommune inviterede til workshop om Den åbne Skole. Vi kan nå langt, hvis vi vil, fastslår udvalgsformand Karl Haahr

Arkiv
Kim Schou

Guldkornene faldt som en mild sommerregn over et tætpakket Skoletorv på Brorsonskolen i Varde, da der tirsdag aften var inviteret til workshop om ”Den åbne Skole” og skolereform i Varde Kommune.
Fire ildsjæle, der hver især brænder for at gøre lige præcis deres skole til noget unikt, var hentet ind for at øse af deres erfaringer – og ikke mindst inspirere de tilstedeværende til, som en af dem sagde: At bringe virkeligheden ind i skolen, og skolen ind i virkeligheden…
"Selv har vi store forventninger til fremtidens folkeskole i Varde Kommune. Vi ved, at det er en lang proces, og at resultaterne ikke kommer her og nu. Det skal blot ikke forhindre os i at afsøge mulighederne og lytte til gode erfaringer fra andre," fastslog Karl Haahr, der er formand for Udvalget for Børn og Undervisning, i sin velkomst.
En god times tid senere, da klapsalverne efter den sidste oplægsholder var stilnet af, var samme Karl Haahr fuld af begejstring over forløbet af arrangementets ”første halvleg”.
"Det er imponerende, hvad der kan lykkes, når blot man vil. Det har vi foreløbig set og hørt fire gode eksempler på."
"Nu skal vi, i Varde Kommune, bruge det bedste af andres erfaringer, se mulighederne i vores egen hverdag, og skabe en skole, der – i samarbejde med erhvervs- og foreningsliv, institutioner, organisationer og alle andre, der vil være med – giver de bedste muligheder for skolerne, deres elever og medarbejdere."
Samme opfattelse har en af workshoppens deltagere - Søren Kold – fra Udviklingsrådet i Varde:
"Når vi arbejder med ”Den åbne Skole” er det meget vigtigt, at vi, i denne fase, ikke at skyder gode ideer ned med praktiske eller politiske argumenter. Vi skal, lige som skolen, være åbne – og vi kan hvad vi sætter os for," understreger han.

Input fra ”anden halvleg”

Aftenens ”anden halvleg” var workshops – gruppearbejde – hvor deltagerne diskuterede muligheder og ideer på baggrund af aftenens oplæg.
Disse input blev senere afleveret i plenum, og vil nu bliver taget med i det videre arbejde med at udvikle ”Den åbne Skole” i Varde Kommune.
De fire oplægsholdere var Jette Lund, der efter en karrieremæssig ”omvej” som ejendomsmægler, i dag er leder af Nr. Felding Skole ved Holstebro. Hun fortalte om, hvordan skolefritidsordningen på ”hendes” skole samarbejder med byens idrætsforening om at få idræt og bevægelse ind i pasningstilbuddet – et tilbud, der er blevet særdeles godt modtaget af både børn og forældre.
Dorte Georgsen, der er skoleleder på Vestervangskolen i Herning, fortalte, med eksempler fra Ikast/Brande Kommune, om entreprenørskab og den nye skolereform. Herefter var det uddannelsesleder Jørgen Borg fra EUC Vest i Esbjerg, der kunne fortælle om, hvordan hans ”tekniske skole” gjorde fag som matematik og dansk helt anderledes virkelige ved at tilbyde elever fra folkeskolens elever fra 3.- 6.-klasse at bruge deres færdigheder til at bygge et hus…
"Teorien bliver helt anderledes virkelig, når den bliver skiftet ud med en opgave som eksempelvis at beregne afstanden mellem tagspær eller, hvordan en ansøgning om byggetilladelse skal håndteres," fortalte han.
Aftenens sidste oplægsholder var lærer Ulla Boe Nielsen fra Feldborg Skole i Herning Kommune. Også hun fortalte om entreprenante forløb blandt skolens yngste – om autenticitet og om, hvordan det giver motivation hos både lærere og elever, når skolen løser opgaver for eksempel Røde Kors, Skov- og Naturstyrelsen, den lokale tandpleje og andre samarbejdspartnere.

Varde Kommunes nye skolechef Flemming Skaarup benyttede pausen til at hilse på de mange fremmødte