Fortsæt til indhold

Udsatteteamet er på plads og i gang

Sønderborg Kommune har styrket mulighederne for at hjælpe særligt udsatte ved at etablere et team på gadeplan

Arkiv
Arkiv

Ansvar, respekt og rummelighed er nøgleord i den indsats, udsatte-teamet skal yde. Teamet består af to medarbejdere, Malene Tramm og Søren Lind Henriksen, som sammen med den gadesygeplejerske, der er i forvejen, skal være støtte-/kontaktpersoner for gruppen af socialt udsatte.
Målgruppen er bred, men typiske kendetegn er sindslidelser, alkohol- eller stofmisbrug, store sociale problemer og ofte problemer med at kunne finde sig til rette i egen bolig. Teamet skal opsøge de pågældende og tilbyde hjælp til et liv, som på egne præmisser giver større personlighed og bedre mulighed for at mestre deres eget liv.
"Når vi har valgt at etablere teamet, har det helt klart et forebyggende sigte. Gadesygeplejersken har allerede kontakt til over 100 borgere og kan ikke rumme flere. Vi ønsker at støtte de pågældende borgere i at få et bedre liv med færre anbringelser, indlæggelser og konflikter og med mindre sygdom og omsorgssvigt," siger formand for Sønderborg Kommunes socialudvalg, Jørgen Jørgensen.
Udsatteteamet er på gaden nu, efter at det i foråret blev besluttet at etablere det. Prisen for at etablere det er en mio. kroner om året. På sigt ventes en besparelse i form af færre anbringelser, indlæggelser og andre dyre foranstaltninger.