Fortsæt til indhold

Kendisser ind i kommunalpolitik?

Arkiv
Peter Friis Autzen

KOMMENTAR: Valgkampe er underlige. Mange kommunalpolitikere har sædvanligvis travlt med at klage over, at Christiansborg alligevel bestemmer alting, og at det kommunale selvstyre er minimalt. Men så snart de samme kommunalpolitikere kæmper om vælgernes gunst, hiver de deres Christiansborg-stjerner til byen for at sole sig i deres glans.
Dét er da underligt. Synes jeg i hvert fald.
Dels fordi kommunalpolitikken er så relevant og nærværende, at det slet ikke er nødvendigt at hive de landspolitiske stjerner til byen for at stå foran pressens kameraer sammen med deres lokale ven og partifælle. Ofte ved den landspolitiske stjerne jo slet ikke noget om de lokale forhold, vedkommende er blevet reklamesøjle for. Og dels er det underligt, at landspolitikerne vil - de har jo så travlt på Christiansborg.
Ikke desto mindre sker det i alle valgkampe: Virksomheder og pressen stormløbes af velmenende politikere, der ønsker viden og eksponering. Især det sidste, for hvis det alene handlede om viden, kunne den jo erhverves i perioden mellem valgene. Den periode, alle politikere siger, de bruger til valgkamp.
Jeg forstår jo godt, at kandidaterne ønsker fokus. Og jeg hylder dem for deres vilje til at påtage sig den vigtige, relevante, store, hårde, utaknemmelige og - siges det - ikke særlig vellønnede opgave, det er at drive en kommune og hver dag stå til ansvar i avisen, kantinen, supermarkedskøen, børnehaven, skydeklubben og hvor de ellers færdes og diskuteres.
Men jeg synes, at de nedgør sig selv og lokalpolitikken som fagområde ved at tro, at den kun kan "sælges" ved at springe ind foran kameraet sammen med en ikke særlig lokalrelevant kendis fra Christiansborg.
På Lokalavisen Budstikken er vi adskillige gange blevet inviteret ud til den slags valgkampsaktiviteter. Men vi har takket nej. Ikke fordi vi har noget imod de inviterende partier - selvom de ofte tror det. Men fordi vi ikke kan se relevansen.
Mange læsere, borgere, vælgere siger, at de ikke interesserer sig for lokalpolitik. Men det viser sig næsten altid, at de tager fejl. For lokalpolitik er for eksempel spørgsmålet om trafiksikkerhed på skolevejen, antallet af ugentlige bade til oldemor, antallet af elever i skoleklassen, muligheden for at åbne en ny butik i gågaden, jagten på et nyt job efter at have mistet det gamle, synet af affald på Volden og alt muligt andet.
Dét er nærværende og relevant. Langt mere end en kendis fra Christiansborg.