Fortsæt til indhold

Hvis nogen skulle være i tvivl ...

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Man kunne have valgt at skære det ud i pap, slå det fast med syvtommer søm eller f.eks. bøje det i neon. I stedet har man valgt at fortælle budskabet med store bogstaver på et banner og placere det foran bl.a. rådhuset i Sønderborg.
"Herinde tager vi beslutninger, der påvirker din hverdag," står der at læse på banneret, og nedenunder er tilføjet: "Tænk dig om før du (ikke) stemmer."
Budskabet er selvfølgelig, at det er vigtigt at afgive sin stemme den 19. november ved kommunal- og regionsvalget.
Det er Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL, der står bag kampagnen, som skal få så mange som muligt til at give deres stemme, og derfor kan man nu se et banner som det i Sønderborg foran rådhuse i alle landets 98 kommuner.
Baggrunden er, at deltagelsen til lokalvalg i Danmark desværre er faldende, og det forsøger man med kampagnen at rette op på.