Britannia har fundet ny direktør
Erfaren hotelmand sætter sig i Britannias direktørstol
Hotel Britannia har nu fundet afløseren for Palle Storinggaard, der for nogle måneder siden forlod hotellet for at drive sit eget i Esbjerg Højskoles gamle lokaler.
Og det er en erfaren hotelmand, der nu sætter sig i direktørstolen på Britannia, hvilket ifølge ejerne – Familien Dam Jensen – er et meget bevidst valg. Navnet er Peter Anker-Møller, og han startede sin hotelkarriere på Radisson SAS Royal Hotel i København i april 1982. Fra 1985 fulgte ledende stillinger i Bergen og Tromsø i Norge før han i 1990 tiltrådte stillingen som Front Office Manager på Radisson SAS Royal Hotel i København. I 1991 blev Peter Anker-Møller udnævnt til General Manager på Radisson SAS Arlandia Hotel i Stockholm Arlanda. I perioden 1997 til 2005, kun afbrudt af stillingen som direktør for det nyåbnede Radisson SAS Airport Hotel I Oslo, var Peter Anker-Møller ansat som General Manager for flere Radisson SAS hoteller i Østeuropa.
Et ønske om at drive sit eget hotel sammen med sin Norske hustru, Halldis Augensen, resulterede dog i, at familien bosatte sig i Horsens og drev Best Western Jørgensens Hotel frem til oktober 2013.
"At få ansvaret for et så velrenommeret Hotel som Britannia i Esbjerg er naturligvis en stor ære. Hotel Britannia vil altid spille en vigtig rolle i Esbjerg. Samarbejdet med såvel offentligt som privat erhvervsliv er uhyre vigtigt. På samme måde er det, at kunne være rammen for familiebegivenheder en stor tillidserklæring fra indbyggerne i Esbjerg," siger Peter Anker-Møller, der skifter bopælen i Horsens ud med en passende bolig i Esbjerg.