Fortsæt til indhold

"Sagsbehandleren får frataget sin logiske sans"

Svend Brandt fra Enhedslisten har taget behandlingen af sygedagpengemodtagere på programmet i valgkampen. Det er meget påkrævet, siger han

Arkiv
Peter Rasmussen

"Vi har i pressen, gennem de seneste måneder, set mange eksempler på dårlig behandling af syge borgere i Haderslev. Hovedproblemet er selvfølgelig lovgivningen og retspraksis, fordi man grundlæggende fra VK regeringens side ikke troede på at folk var syge, og derfor indførte restriktive love," siger Svend Brandt fra Enhedslisten. Han fortsætter:
"Lokalt styres sygedagpengesystemet i form af fokus på økonomien og ikke på hvad der bedst sikrer den enkeltes rettigheder. Den enkelte sagsbehandler er nødsaget til at fokusere på, at der ikke anbefales førtidspension og fleksjob til sygemeldte, så det i praksis er blevet stort set umuligt at få tilkendt."
"Praksis fra juristerne i Ankestyrelsen er, at sygedagpengene stoppes efter første år, uanset at borgerne fratages deres forsørgelse, hvis ens ægtefælle - og nu også samlever - tjener det dobbelte af kontanthjælpsniveauet – f.eks. Lønniveauet hos en SOSU assistent. Så skal man forsørges af samboeren."
"Det er økonomitænkningen fra ledelsen som gør - politikerne blander sig desværre ikke, - at den enkelte sagsbehandler får frataget sin logik, sunde fornuft og ikke mindst sin faglighed. Den enkelte sagsbehandler bliver underkendt, hvis sagerne indstilles til fleksjob og førtidspension, uden at der har været en lang sagsbehandlingstid i form af alle mulige og umulige praktikker og arbejdsafprøvninger. Uanset at alle med deres sunde fornuft kan se, at det ikke får borgeren tilbage på arbejdsmarkedet," lyder kritikken fra Svend Brandt. Han siger videre:
"Sagsbehandlerne - langt fra alle er socialrådgivere - underkender erklæringer fra speciallæger, psykologer og alment praktiserende læger, under henvisning til principper fra Ankestyrelsen. Der er ikke så få eksempler på, at sager afvises under henvisning til afgørelser, hvor sygdommen er helt anderledes end den konkrete, men for lægmand - altså sagsbehandleren - ser sygdommen ens ud," siger Svend Brandt.

Dårlige regler

"S og SF lovede i folketingsvalgkampen at bringe varighedsbegrænsningen til ophør – hvilket K har forsøgt flere gange under VK-regeringen. Man nøjedes dog med at gøre det for cancerpatienter og få andre, men ikke for mange andre alvorligt syge. Man taler så meget om, at loven er strammet, men de administrative stramninger lokalt og principafgørelserne fra Ankestyrelsen er ikke vedtaget ved lov, men af embedsmænd," fortsætter Svend Brandt:
"Med de sager om folk, der har mistet alt - som har været bragt i aviserne den sidste tid - og med de sager, som jeg privat hører om, så skal vi have kigget på, om de administrative procedurer, og de ledelsesmæssige signaler medarbejderne handler efter, skal ændres."
"Alt tyder på, at Haderslev kommune er langt mere firkantet i forhold til at give syge en ordentlig behandling, end mange andre kommuner. Jeg hører rådgivere i sygehussammenhæng, at Haderslev og Tønder er de sværeste i området, hvis man skal have førtidspension. 'Beklager vi kan nok ikke hjælpe dig, når du bor i Haderslev,' lyder det," siger Svend Brandt, der har sat problemet på programmet i valgkampen:
"Enhedslisten mener, at de syge skal behandles bedre, og ingen må få frataget deres sygedagpenge, hvis de ikke er raske eller deres sag ikke er færdigbehandlet. Hvis sagen er oplagt, så behøver man ikke gennem 3-4 arbejdsprøvninger og samtidig få det betydeligt værre, for at kunne få bevilget pension eller fleksjob. Mange borgere føler at de indirekte bliver udsat for psykisk vold. Det skal være slut med at underkende speciallæger, psykologer m.v," siger spidskandidaten:
"Vi skal have fagligheden tilbage til socialrådgiverne, og arbejde hen imod, at det er uddannede socialrådgivere, der er sagsbehandlere i disse komplicerede sager, fordi de kan foretage en sagsbehandling. Der er for mange sager der er åbenlyst urimelige. Læs bare de lokale medier og se vores valgprogram," siger han.

”Tag faget tilbage”

"Ved at give socialrådgiverne ansvaret igen, så kan vi måske spare på mellemlederne og ikke mindst få færre konsulenter på ledergangene. Fagligheden ligger i uddannelsen og fagets etik og normer. Det er et bedre styringsredskab end regneark og konsulenter," mener Svend Brandt:
"Tilsvarende på mange andre fagområder: 'Tag faget tilbage'. Det er en ny bevægelse, der vil give ansvaret tilbage til fagfolkene – startende i sundhedsområdet og udviklet sig til lærere, socialrådgivere m.fl," fortsætter han og slutter:
"Vi er kommet i en situation, hvor der er mere kontrol og styring i stedet for at lade fagets etik og normer styre og kontrollere mere. Kontrollanterne og konsulenterne kan omdannes til borgernære hænder. 'Tag faget tilbage' er en af de hurtigst voksende facebookgrupper i lang tid."