Vi skal bruge kommunens mange haller i bosætningskampagnen
Holger Grumme Nielsen, Kandidat til Varde Byråd, Radikale Venstre, Galsthovej 31, Starup Varde Kommune kan bryste sig af, at vi er den kommune med flest idrætshaller pr. indbygger. Det er vi glade og stolte over. Samtidig kan vi konstaterer, at Varde er en af de kommuner, der har laveste udgifter til idrætsanlæg pr. indbygger! Som byrådskandidat ønsker jeg at benytte kommunens rige foreningsliv og hallerne aktivt i bosætningskampagnen. De mange haller er med til at profilere kommunen overfor kommende beboere, og den korte afstand til idrætsanlæggene er et aktivt, der skal øjensynliggøres og udnyttes maksimalt. De faldende børnetal kan imidlertid sætte foreningerne og hallerne under pres. Mange foreninger oplever pt. en medlemstilbagegang, og flere klubber er blevet nedlagt eller sammenlagt. Denne tendens sætter hallernes økonomi yderligere under pres. Med implementeringen af den nye skolereform bliver det nødvendigt at tænke brugen af hallerne på en ny og anderledes måde. De Radikale ønsker at profilere kommunens haller, styrke deres drift og integrere dem i skolereformen.