Æ Rummelpot er mest til det stille lille smil

Hvor længe kan sønderjyder mon blive ved med at more sig over de ofte grænselandsspecifikke dansk-tyske drillerier eller når dem der ovre i hovedstaden i ny og næ dukker op her for at se på eksoterne i det sydlige reservat?
Hvor længe vil der være nogen, der kan udtrykke sig så smukt og alligevel tankevækkende som Vagn Rasmussen fra Fjelstrup om det at blive gammel efter et langt liv med indflydelse?
"Å så plusle wæe forhenværende, fåstå at det æ slut. Pas o et å bland sæj ind di sæje "Hold do bae æ snut!"

Æ kachkun å æ sproch</I>

Svaret er nok, at det nok skal gå, så længe æ kachkun Katja fra Aabenraa kan få tv-folk og seere fra det ganske land til at falde på halen med både kage og æ sproch. Og så længe VM i Synnejysk får andre end sønderjyder til at interessere sig for denne åbenbart besynderlige landsdel.
Så længe vil der nok også være stof til det stille lille julesmil i Æ Rummelpot.
Sandheden er imidlertid, er der bliver færre, der kerer sig om æ sproch som nøglen til forståelse af den særegne sønderjyske kultur. At flere efterhånden vokser op med det, den gode Vagn fra Felstrup kalder "Køwenhavne dansk".
Årets Æ Rummelpot er lige præcis et hefte til det stille lille smil. Med masser af småhistorier og vittigheder, og hvor der konsekvent bliver gjort et forsøg på at vende denne til noget humoristisk. Mange steder lykkes det.

Alvorligt at være morsom

Det er som bekendt en alvorlig sag at være morsom. Bidragsyderne og redaktøren skal derfor roses for hele tiden at få historierne til at passe ind i den her lidt selvironiske "men-vi-er-sgu-noget-særligt-vi-sønderjyder"-stilen, som gennemsyrer også denne 68. udgave. Hvor æ'et i øvrigt endegyldigt er vendt tilbage.

Satiren har det svært

Satiren har det dog svært. Den er ikke mange, der skærer sig på den.
Måske skyldes det tegningerne, som ikke i alle tilfælde rammer det, den satiriske streg eller karrikaturtegningen fordrer: Tegner man en kendt, skal han eller hun kunne genkendes ved første blik. Ellers risikerer pointen at blive som det at skulle forklare den vittighed, som man i hvert fald selv finder god.
Et eksempel på det er en tegning om det politiske slagsmålet om at bevare Sydhavnen i Aabenraa, hvor borgmester Tove Larsen fortæller om en af sine sidste handlinger som byens førstekvinde. Jeg skulle her mere eller mindre gætte mig til, hvem der er Tove i tegningen.

Forudsigelige pointer

Når der så er en god tegning - og dem er der heldigvis en del af! - svækkes de ofte med uskarpe og til tider noget forudsigelige pointer.
Det er tilfældet med den glimrende tegning af lærerformand Anders Bondo sammen med en flok klynkende lærere som - goddaw mand, økseskaft - skal sidde efter.
Æ Rummelpot benytter fire nye tegnere i år. Helt i tidens toneklang har redaktør Ravn efterlyst dem på facebook, hvor han så i øvrigt også boltrer sig for at få fat i folk, som måske ikke normalt vil være i den alder, hvor det vil være naturligt att læse Æ Rummelpot.
Det er godt med nyt blod, men indebærer også en risiko for, at Æ Rummelpot mister en stil i stregen. Og den er altså fraværende, stilen.
Illustrationerne er mange, men de er også meget uensartede i deres udtryk og ujævne i kvaliteten.