Frøs sætter kunderekord
Mange vil gerne være kunde hos Frøs Herreds Sparekasse, der oplever stor kundetilgang
Frøs har igen sat rekord i nye kunder – 3.473 nye kunder siden årsskiftet og hører i dag til i den stærkeste fjerdedel af de danske pengeinstitutter.
”Siden årsskiftet er der kommet 19 nye kunder ind gennem Frøs' dør hver dag, vi har haft åbent. Den rekordstore kundetilstrømning ser vi som syd- og sønderjydernes klare tilkendegivelse af, at de gerne vil være kunder hos os, fordi vi understøtter lokalområdet både i gode og dårlige tider,” siger Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs Herreds Sparekasse.
Regnskabet for 3. kvartal bærer, trods kunderfremgangen, præg af, at syd- og sønderjyderne stadig mærker krisen.
Sparekassen kommer således ud af 3. kvartal med et minus på 8,6 mio. kr. efter skat mod et plus på 23,5 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Resultatet er præget af nedskrivninger på 82,8 mio. kr. mod knap 50 mio. kr. sidste år.
Landsdelen har mange mindre virksomheder uden eksport, og detailhandlen er udfordret af bl.a. grænsehandlen. Endelig har landbruget også oplevet smalle tider.
”På toppen af de udfordringer, som vores landsdel har, så har nye og strengere nedskrivningsregler fra Finanstilsynet kostet os 25-30 mio. kr. i nedskrivninger, mens 8,5 mio. kr. er gået til indbetaling i Indskydergarantifonden,” siger Kurt Jensen.
Han er imidlertid fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden. Der er spirende tegn på bedre tider, driften i Frøs er stærk, og kunderne betror gerne Frøs at passe på deres penge. Sparekassen har et solidt indlånsoverskud. På et år er indlånet vokset med 7 pct. til 4,428 mia. kr. Til sammenligning havde sektoren pr. 1. september en vækst på 3 pct.