Frisklagtede ørreder ved havnen
Det er igen blevet tid til at slagte ørreder i Aarøsund
Der er travlhed på AquaProduction i denne tid, for alt skal være klart, når ørrederne ankommer. I løbet af de næste to-tre måneder skal flere tusinde tons danske regnbueørreder slagtes i det sønderjyske, inden de sendes videre ud på markeder over hele verden. Men der er også fisk at købe for private, som lægger vejen forbi.
"Vi er altid blevet rigtig godt modtaget, når vi har solgt vores fisk på havnen, og vi synes det er en god mulighed for at vise lokalsamfundet, at man kan producere sunde og flotte fisk i Danmark,” fortæller direktør Morten Priess.
Salget af de friskslagtede ørreder til private kommer til at foregå på Aarøsund Havn om formiddagen lørdag, den 9., 16., 23. og 30. november.
AquaProduction ejes af AquaPri, som er en af Danmarks største opdrætsvirksomhede. Når fiskene slagtes i Aarøsund, er de typisk omkring tre år gamle.