Freddy og Karen Margrethe vandt en bil
I forbindelse med Knæk Cancer kampagnen kunne man via SMS støtte indsamlingen med 150 kroner og samtidig være med i konkurrencen om en splinter ny Kia Pro Cee`d
Klokken var næsten 12 om aftenen den 26. oktober, da telefonen ringede hjemme hos familien Kristiansen. Karen Margrethe tog telefonen, men konkluderede hurtigt, at der var tale om telefonfis.
"Det var hemmeligt nummer, og personen i den anden ende præsenterede sig ikke, så jeg lagde på, og så gik vi i seng", fortæller hun.
Det var dog ikke blot venner eller familie der forsøgte at drille ægteparret, men derimod komikeren Lasse Rimmer der, live fra det store Knæk Cancer-indsamlingsshow på TV2, forsøgte at fortælle familien, at de havde vundet en bil.
Men på grund af en masse baggrundsstøj og tekniske problemer, så fik Lasse Rimmer ikke gjort klart hverken hvem han var, eller hvorfro han ringede.
Da telefonen ringede for tredje gang hos Freddy og Karen Margrethe i Kolding, havde uret rundet midnat. Nu kunne parret se et telefonnummer på deres nummerviser, og blev enige om, at de hellere måtte tage telefonen.
"Det var en mand fra TV2 der spurgte, om det var os der havde lagt røret på to gange tidligere på aftenen, og det måtte vi jo sige ja til. Han fortalte også, at vi altså havde vundet en bil, men vi troede først rigtig på det, da vi var inde og se klippet fra indsamlingsshowet på nettet", smiler Freddy Kristiansen der, ligesom sin kone, er ovenud lykkelig for den store gevinst.
"Jeg tror den første tur, den skal gå ned til min gamle mor. Hun troede heller ikke helt på, at vi havde vundet en bil", slutter Karen Margrethe Kristiansen.
Der var udloddet tre biler i forbindelse med Knæk Cancer indsamlingen.
Vinderne blev fundet i Kolding, Hillerød og Nørresundby.
Bilen har en værdig af 194.000 kroner.