Ros Efterskole i lånefælden
Umuligt at finde Ro-sponsorer, når ejerforhold står i vejen for godkendelse
Ros Efterskole er røget i en fælde, der reelt gør det umuligt for folkene bag at finde sponsorer til ombygningen og renoveringen af bygningerne på Haraldsborg.
Bygningen har skolen fået af Roskilde Kommune, og ved et salg er den vurderet til at kunne indbringe 25 millioner kroner.
Men problemet er nu, at skolen ikke må låne i bygningerne, fordi Roskilde Kommune har lavet et pantsætningsforbud, så kommunen ikke risikerer at miste bygningerne, hvis efterskolens økonomi ikke kan løbe rundt.
Mangler godkendelse
- Vi vil sandsynligvis slet ikke låne i ejendommen, men klausulen gør, at vi ikke kan blive godkendt af Undervisningsministeriet, siger formand for skolen Janne Hjort Brask.
Hun forklarer, at ministeriet kræver, at en selvejende institution skal eje bygningerne selv for at få en godkendelse. Den lov er lavet efter at ledelsen på Tvind-skolerne stak af med en masse penge ved at låne i skolens bygninger.
Uden ministeriets godkendels er det svært at overbevise sponsorerne om, at projektet er alvorligt ment, siger næstformand Lotte Nowack.
- Vi vil derfor meget gerne forhandle med kommunen om en ny klausul, hvor den er sikret, og vi samtidig får flere muligheder. Ellers har vi ikke en chance for at få projektet op at stå, og så kan vi lige så godt stoppe nu, siger Lotte Nowack.
For at få forholdene afklaret har skolens bestyrelse bedt om at få sagen på Økonomiudvalgets dagsorden i denne uge.
Opbakning
Selv om det endnu er uafklaret, om skolen som planlagt kan holde førte skoledag efter sommerferien 2014, står både lærere og elever i kø for at komme ind. Flere lokale virksomheder har også valgt at støtte projektet i form af trykning af brochurer, arkitekttegninger og meget andet.
Indtil videre har 25 elever skrevet sig på venteliste til det kommende skole-år og endnu flere til de efterfølgende.
Janne Hjorth Brask har fået 30 seriøse ansøgninger fra lærere, der er interesserede i at arbejde på den internationale outdoor skole, der samtidig bliver en af landets kun to bynære efterskoler.
Hun er også blevet tilbudt hjælp af folk med forstand på administration til at bygge skolen op.
- Vi får så meget opbakning, at det virkeligt er ærgerligt, hvis en enkelt klausul står i vejen for at skolen kan blive til noget, siger Janne Hjorth Brask.
ag@roskildeavis.dk