Fortsæt til indhold

Ø og C i infight

Bølgerne gik højt mellem Enhedslisten Pelle Andersen-Harrild og Konservatives Ole Søbæk inden søndagens vælgermøde i Jægerspris

Arkiv
Af David Foli

Jægerspris Søndag var Færgelundens Motel i Jægerspris skueplads for det næstsidste store vælgermøde, inden borgerne 19. november skal bestemme, hvem der skal have magten i kommunen de næste fire år. Men allerede inden mødet startede, gik bølgerne højt mellem Enhedslistens Pelle Andersen-Arild og Konservatives Ole Søbæk. Fra Enhedslistens side var der nemlig stor utilfredshed med selve konceptet for vælgermødet, som de konservative arrangerede. Det kom derfor til en heftig ordveksling mellem Pelle Andersen-Arild og Ole Søbæk ti minutter inden selve mødet blev skudt i gang. Og Pelle Andersen-Harild benyttede da også sit indledende oplæg til at skyde på den konservative borgmesterkandidat. "Den måde det her er arrangeret på er lidt mærkeligt. Aftalen partierne imellem for to måneder siden var en anden. Men Ole (Søbæk.red) bryder aftaler, og det er jo en god ting at vide," lød det således fra liste Øs spidskandidat. Grunden til virakken skal findes i, at Konservative som arrangør af vælgermødet havde valgt en anderledes tilgang. Der var således ikke en egentlig paneldebat, og Konservative havde valgt at invitere en række personer med tilknytning til erhvervslivet - blandt andet formanden for og direktøren hos Frederikssund Erhverv. Efter et indledende oplæg fra hvert partis spidskandidat var der således diskussioner ved fem borde, som hver var tildelt et emne. Ved bordene diskuterede politikere, partisoldater, foreningsmennesker og borgere emner som handel, turisme, fremtidens vækst-markeder, rammevilkår og beskæftigelse. Søndagens vælgermøde var særdeles velbesøgt, og der er lagt op til en spændende afslutningsdebat på Frederikssund Gymnasium tirsdag 12. november kl. 19. Der er fri adgang.