Fortsæt til indhold

Venstre ønsker at bevare de lokale grundskoler

Arkiv
Af Henning Krejberg, Egøjevej 6, Køge

Hvis man bor i, eller ønsker at flytte til en landsby i Køge Kommune, så skal man være sikker på, at den lokale skole også er der i årene fremover, og at skolens standard er på mindst samme niveau som på de større skoler.
Kostprisen pr. elev behøver ikke at være højere, fordi der er færre elever på en årgang. Det kan faktisk være en fordel at niveaudele klasserne, fordi man her har større muligheder for tidligt, at spotte de enkelte elevers specifikke evner. Der kan være elever der rykker en klasse op i et fag og ned i et andet.
Kapitalomkostningerne er ofte små på de lokale skoler, hvilket styrker konkurrenceforholdene til de større skoler. Endvidere skal vi ikke se bort fra mobiliteten og de dermed sparede omkostninger der vindes, ved at bevare den lokale enhed.
Det lokale sammenhold må ikke glemmes. Skolen er et fælles lokalt projekt, og den spiller dermed en vigtig rolle i det lokale liv. Uden for skoletid kan bygningerne anvendes til lokale arrangementer og kulturelle formål.
Venstre vil styrke foreningslivet i landsbyerne og udbygge befolkningsgrundlaget i landsbyerne ved at tilbyde byggegrunde og storparceller.
Jeg vil tillige arbejde på at sikre en rimelig bus betjening, eventuelt i form af minibus eller smidig teletaxaordning. Det er en forudsætning for, at landsbyerne kan fungere, at også den offentlige transport er et tilbud.
Venstre sætter borgeren i centrum, uanset hvor i Køge kommune man bor.
Henning Krejberg

Byrådskandidat for Venstre i Køge