Mand franarret kones taske
Et ældre ægtepar blev bestjålet i Irma ved højlys dag
En 79-årig kvinde fik torsdag eftermiddag stjålet sin taske, da hun handlede i Irma med sin mand på Skomagergade i Roskilde.
Tyveriet skete omkring kl. 14, da kvindens jævnaldrende mand fik en henvendelse fra to østeuropæiske kvinder, hvoraf den ene stjal tasken op af en indkøbsvogn, da manden ikke var opmærksom.
Derefter forlod de to kvinder butikken til fods, og først da de var kommet ud, opdagede manden tyveriet. Han alarmerede straks Irmas personale, og mens én kontaktede politiet, fulgte nogle andre efter tricktyvene.
Tyv på fri fod
Da politiet ankom til stedet, kunne man derfor udpege en 24-årig kvinde fra Bulgarien, som straks blev anholdt.
Den anden kvinde var forsvundet med tasken i en ukendt retning. Hun kunne beskrive som en østeuropæisk kvinde på 20-25 år, med langt sort hår, iført en lysebrun jakke til midt på lårene, stramme, sorte bukser, samt sorte støvler.
Politiet beder alle, der kan have set kvinden, henvende sig på telefon 114.
mb