Fortsæt til indhold

Per Larsen; Kolding kan gøre en forskel mod rockere

På det åbne møde på KUC slog den tidligere politidirektør fast, at lokalsamfundet kan gøre en stor forskel i kampen mod rockere

Arkiv
Arkiv

Som opfølgning på det fakkeloptog, som folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S) arrangerede i juni mod de lokale rockere, havde Christian Rabjerg Madsen i sidste uge inviteret den kendte tidligere politichef, Per Larsen, til Kolding.
På mødet gjorde Per Larsen det klart, at fakkeloptoget og den lokale opbakning til ofrene for rockerafpresning er helt afgørende, når det handler om at få rockernes ofre til at stå frem og anmelde rockerne og dermed bekæmpe problemet.

”Rockerne skal mærke, at hele byen står sammen mod deres afpresning. Der er flere eksempler på, at rockere eller bander har opgivet at fortsætte deres aktiviteter i et område, fordi fællesskabet er trådt i karakter og klart har sagt fra overfor rockerne. Hvis man lokalt står sammen, så bliver det også lettere for ofrene at stå frem, fordi de ikke føler sig alene overfor rockerne”, sagde den tidligere politichef og nuværende specialrådgiver i Københavns Kommunes bandeenhed, Per Larsen.
Christian Rabjerg Madsen (S) synes, at mødet var en succes, og han glæder sig over, at Per Larsen bakkede op om fakkeloptoget og lokalsamfundets rolle i bekæmpelse af rockerkriminalitet.

”Bekæmpelse af rockerne handler i sidste ende om tryghed. Derfor er det hele byens ansvar, at vi står sammen mod rockerne, så Kolding forbliver en tryg by.
Det ansvar løftede Kolding på flotteste vis i forbindelse med fakkeloptoget, og jeg er selvfølgelig glad for, at Per Larsen roste koldingenserne for optoget”, siger Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokraterne i Kolding.