Jørgen og møllerne - man må høre meget
Med betydelig interesse fulgte jeg debatten i TV-Syd 8. november fra Sønderborg Slot.
Mest overrasket blev jeg over, at SF's Jørgen Jørgensen er ekspert i kømpevindmøller på land. Meget skråsikkert fejede han alle argumenter af bordet om risiko for sundhedsskader i forbindelse med vindmøller - og han omtalte rapporter fra bl.a. Holland, der afviser, at folk kan blive syge af støj fra disse monstrum'er. Tilsyneladende ved Jørgensen ikke, at langt de fleste rapporter om møllerne er lavet af - vindmølleindustrien.
I mine øjne var SF'erens lovsang om møllerne på direkte TV denne valgkamps største politiske selvmål. Det chokerer mig, at en i andre henseender rutineret politiker har så ringe politisk dømmekraft. Derfor: Er du betænkelig ved møller på land, så find en anden liste end SF at stemme på 19. november. Jeg anbefaler liste D, Alssundlisten. Spidskandidat Karen Damm var den første, der tog folks bekymringer alvorligt.