Fortsæt til indhold

Valget kom til boligområderne denne gang

Valgkampen i Køge Kommune har budt på usædvanlig mange valgmøder - nogle af dem blev som noget nyt holdt i de store boligområder.

Arkiv
Martin Rasmussen

VALG: Et nyt tiltag i denne valgkamp i Køge Kommune har været valgmøder i de store almene boligområder Søparken, Ellemarken og Hastrupparken, hvor hensigten har været at sætte trivslen i boligområderne på dagsordenen.
Lørdags-Avisen tog med til valgmøde i Ellemarken, journalist Rasmus Bech var ordstyrer, og hvor et panel på 10 politikere sad klar til at møde vælgerne, og det blev en aften med fokus på blandt andet klubtilbud til de unge, indsats mod bandeproblemerne og skolelukninger.
Desuden skinnede en vis skepsis igennem over for politikerne. En af de fremmødte, Teddy Pedersen, pegede på, at folk er trætte af de tekniske valgforbund, der betyder, at partierne kan "dele" stemmer, og at man dermed ikke er sikker på, at ens eget parti får gavn af ens stemme, mens en anden efterlyste en garanti fra politikerne om, at de ikke vil skifte parti efter valget, hvis de får et godt tilbud.
Cirka 20 procent af politikerne i byrådet har skiftet parti i indeværende byrådsperiode, men de fremmødte kandidater i Ellemarken bedyrede, at de ingen planer har i den retning.
De tre boligområder er hjem for i alt omkring 3600 borgere, men alligevel har fremmødet været begrænset ved valgmøderne. De, der dukkede op ved mødet i Ellemarken kunne blandt andet høre flere konstruktive bud på, hvordan man kommer banderne til livs.
Palle Svendsen (V) talte om at bryde fødekæderne ved at "udkonkurrere" banderne med bedre tilbud til de unge, mens Jakob Mark (SF), Rasmus Felt (S) og Mads Andersen (K) talte om effektive exitstrategier for dem, der prøver at komme ud af bandemiljøet.
Og hjalp de politiske input så de fremmødte med at træffe deres valg den 19. november?
Vi spurgte en af dem, Anja Wickelgren, som ikke på forhånd kendte ret meget til de 10 kandidater, og som ikke havde afgjort, hvor krydset skulle sættes.
- Det er rart at få sat ansigt på og mærke, hvad de brænder for. Mødet har givet en idé om, hvem der er som personer, og hvad der rører sig politisk i kommunen, så jeg synes, man blev klogere. men jeg ved ikke, om mødet har hjulpet mig til at beslutte mig for, hvem jeg stemmer på, siger hun.
Anja Wickelgren sad med en følelse undervejs af, at politikerne forsøgte at gætte sig til, hvad forsamlingen gerne ville høre, men alligevel var der altså også brugbare oplysninger at hente for en vælger, der endnu ikke havde knyttet sig til et parti eller en kandidat til valget.

Anja Wickelgren fik gode oplysninger om kandidater og mærkesager under valgmødet i Ellemarken, men manglede stadig noget i forhold til at beslutte, hvor krydset skal sættes denne gang.