Fortsæt til indhold

Opråb fra Naturbørnehaven Optimisten

Den private naturbørnehave er truet af lukning og søger derfor flere børn

Arkiv
Per Møller

KØGE: Naturbørnehaven Optimisten på Klemmenstrupvej 27 A i Køge mangler børn i alderen 2-6 år, og såfremt børnehaven ikke får flere børn allerede til januar er man desværre truet af lukning.
- Vi er en lille institution med plads til max 32 børn – så ingen burbørn her, og da vi er private, vil du som forælder have stor indflydelse på dit barns hverdag og de aktiviteter, der bliver tilbudt, oplyser Anette Andersen på vegne af Naturbørnehaven Optimisten.
Optimisten er en fantastisk institution med mange aktiviteter. Børnene er ude det meste af dagen, og der lægges stor vægt på at lære børnene at passe på naturen, dens ressourcer, miljøet og ikke mindst om dyrenes velfærd.
- Vi samler urter i skoven og koger suppe over bål, tager på bondegårdstur, besøger Køge Torv og lærer børnene at købe frisk frugt og grønt og helt atypisk og til stor forskel fra offentlige institutioner, tager børnene på 3 dages koloni uden mor og far. Selv de helt små børn, der lige er fyldt 2 år, er helt ”høje” efter sådan en tur, fortæller Anette Andersen.
Børn med mange sygedage har stor gavn af at komme i en udebørnehave. Den friske luft kan kurere meget, og institutionens sidst ankomne dreng med lungeproblemer, kunne smide al medicinen efter bare 14 dage i Optimisten.
- Snotnæser har vi ingen af – kun friske og frejdige børn. Vi mangler blot dit barn, så der er flere legekammerater, siger Anette Andersen.
Det er ikke dyrere at gå i en privat børnehave end i en offentlig, og Optimisten kan også tilbyde fripladser på lige fod med de offentlige.
Lyder ovenstående interessant og har du lyst til at støtte op om bevarelse af Optimisten, så kig forbi på Klemmenstrupvej 27A i Køge, mail på bh-optimisten@outlook.com eller ring og aftal tid for besøg tlf. 5663 9215.
Se også www.naturbørnehaven-optimisten.dk eller facebook – natur-børnehaven Optimisten.