Fortsæt til indhold

Polakker snydt for 40.000

3F hentede erstatning hjem efter underbetaling ved det ulovlige byggeri af ejerlejligheder i Bredgade

Arkiv
Erling Pedersen

En gruppe polske håndværkere, som arbejdede med byggeriet af de ulovlige ejerlejligheder i Bredgade 11, er blevet underbetalt og snydt for 40.000 kroner. Fagforeningen 3F, som har overenskomsterne for blandt andre tømrere og murere, har nu hentet den manglende betaling efter en fagretslig sag mod bygherren. Polakkerne havde ikke fået den timeløn, som de har krav på ifølge danske overenskomster. Arbejdet med at indrette 11 nye ejerlejligheder på denne adresse, hvor der også er bygninger i baggården, har i øvrigt ligget stillet det meste af tiden, siden det blev konstateret, at udstykningen var ulovlig, og byrådet var tæt på at godkende det.

Fejl i kommunen

Behandlingen af denne sag har været så elendig, at bygherren sikkert kan anlægge en erstatnings-sag mod Roskilde kommune. I første omgang blev der nemlig givet et foreløbigt tilsagn om at der kunne forventes tilladelse til udstykningen. En juridisk medarbejder, der ikke længere er i kommunen, forklarede overfor Teknisk Udvalg, at det var i orden først at nedlægge tre leje-boliger, dernæst proforma ændre bygningernes status til erhvervslejemål – og så bagefter give tilladelse til at lave de 11 ejerboliger. Enhedslistens medlem af udvalget Jonas Paludan ville dog ikke acceptere det og bad om at få sagen behandlet i byrådet.

Viceborgmester Henriks Stougaard (El) fik byrådets flertal til at stoppe den ulovlige nedlæggelse af lejeboligerne.

Overbevist af Stougaard

Her fik viceborgmester Henrik Stougaard, også fra Enhedslisten, overbevist et flertal om, at det er imod lovgivningen at nedlægge lejeboliger med den type fiks-fakserier. Formanden for Teknisk Udvalg Torben Jørgensen (S) foreslog, at sagen på ny skulle behandles i udvalget, og det blev vedtaget af et flertal. Dog kom først et opsigtsvækkende mellemspil, der kastede et klart lys på de hidtidige magtforhold indenfor det socialdemokratiske borgmesterparti. Tidligere borgmester Poul Lindor, der stadig vil styre fra sin plads bagest i gruppen, affejede Stougaards kritik og foreslog, at byrådet bare skulle acceptere udstykningen. Det stemte de øvrige S-medlemmer, også borgmester Joy Mogensen så for - bortset fra Teknik-formanden.

Tidligere borgmester Poul Lindor (S) ville have byrådet til at acceptere godkendelsen, trods advarsel om at det var ulovligt.

Svar fra ministeriet

Da byrådets flertal alligevel havde besluttet, at Teknik-udvalget skulle se på sagen igen, rettede det en forespørgsel til Boligministeriet. Herfra kom så svaret, at det er ulovligt at nedlægge lejeboliger på denne proforma-måde for i stedet at lave ejer-boliger. tk