Fortsæt til indhold

Storstilet workshop skal sikre input til ny folkeskole

Fire oplægsholdere øser af deres viden og erfaringer, når Varde Kommune og ”Partnerskabet” i aften tager nok et skridt mod en endnu bedre folkeskole

Arkiv
Arkiv

Fire kapaciteter på hver deres felt står på spring for at dele ud af deres viden og erfaringer, når der den 12, november bliver budt til workshop om ”den åbne skole” i Varde Kommune.
Samtidig håber formanden for Udvalget for Børn og Undervisning, Karl Haahr, at en lang række lokale ildsjæle fra ikke mindst erhvervs- og foreningslivet møder op med alle deres gode ideer og indspark ved arrangementet, der finder sted på Brorsonskolen i Varde.
"Alle ved, at vi står overfor en storstilet reform af den danske folkeskole – så stor, at det ikke blot handler om at implementere noget nyt, men reelt om at realisere noget nyt. I den forbindelse har vi brug for alle de gode, lokale kræfter, der vil være med til at skabe det fundament, vi skal bygge videre på i de kommende år," fastslår udvalgsformanden.
Bag aftenens workshop står Varde Kommune og det ”partnerskab”, der allerede for måneder tilbage blev etableret i Varde Kommune. Partnerskabet består af 40 personer, der hver især har rødder i foreningslivet, udviklingsrådene, den lokale presse, blandt elever og forældre, ungdomsuddannelserne, kulturlivet og mange andre steder.
"Partnerskabet er vores ”basisgruppe”, vores udgangspunkt for det arbejde, der allerede er i gang, og som skal udvikle sig i den kommende tid – og det er altså kommunen og partnerskabet, der i fællesskab har taget initiativ til denne workshop, der blot er den første af flere," lyder meldingen fra Karl Haahr.
"At åbne folkeskolen mod det omgivende samfund - og få samfundet ind på skolen - er en af hjørnestenene i folkeskolereformen. Det handler om at skolerne skal samarbejde med virksomheder, idrætsforeninger, musikskoler og flere andre aktører i den daglige undervisning. Derfor håber vi naturligvis også, at rigtigt mange møder op, for at være med til at løfte denne helt utroligt spændende udfordring."

Fire oplæg på stribe

Første oplægsholder er skoleleder Jette Lund fra Nr. Felding Skole ved Holstebro. Hun vil fortælle om, hvordan folkeskole og skolefritidsordning kan inddrage den lokale idrætsforening i skolens hverdag, så både bevægelse og inklusion – inddragelse – kommer i fokus.
Efter Jette Lund går stafetten videre til skoleleder Dorte Georgsen fra Vestervangskolen i Herning. Via eksempler fra Ikast-Brande Kommune fortæller hun om entreprenørskab og den nye skolereform.
Tredje oplægsholder bliver uddannelsesleder Jørgen Borg fra EUC Vest i Esbjerg. Overskriften for hans oplæg er slet og ret ”Kan elever i 3. klasse virkelig bygge et hus”.
"Som den fjerde og sidste taler får vi besøg af lærer Ulla Boe Nielsen fra Feldborg Skole i Herning Kommune. Hun vil fortælle om, hvordan autenticitet i folkeskolen giver motivation og arbejdsglæde hos både elever og lærere, ligesom hun vil give os nogle eksempler på entreprenante forløb i 3.-6. klasse," fortsætter Karl Haahr.
Efter en kort pause gælder det arbejdet i de workshops, der tager afsæt i de fire oplæg samt de spørgsmål, der måtte være kommet frem undervejs, og mens arrangementet begynder er lakke mod enden bliver der meldt tilbage fra de enkelte grupper til resten af deltagerne, ligesom ”det næste skridt” skal planlægges.