Ungdomsbrandværn får ny trailer til øvelser
Grænseegnens Ungdomsbrandværn har nu fået en ny trailer, der skal bruges til øvelser
For også at kunne holde øvelser for Grænseegnens Ungdomsbrandværn andre steder end den lokale brandstation, har instruktørerne for ungdomsbrandværnet besluttet sig for at opbygge en brugt trailer til foreningnes unge medlemmer. Traileren er blevet udstyret med alt materiale til gennemførelse af forskellige øvelser. Samtidigt er der lagt vægt på, at materialet er så let, at det meste uden videre kan bruges af de unge medlemmer. Traileren vil blive trukket af vores formands bus og gør os dermed uafhængige af brandværnets køretøjer. Takket være sponsorer har foreningen selv kunne afholde omkostningerne til opbygningen af traileren og anskaffelsen af materialet.
I en nødsituation vil traileren selvfølgelig stå til rådighed for Padborg Frivillige Brandværn.
Foreningen hilser altid friske unge mennesker velkommen i foreningen.