Besparelser på ældreplejen må ikke være et succeskriterium
Holger Grumme Nielsen, Kandidat til Varde Byråd, Radikale Venstre, Galsthovej 31, Starup, skriver: Til et valgmøde hørte jeg et byrådsmedlem fra Venstre rose, hvorledes kommunen havde gennemført besparelser på 19% indenfor ældreplejen. Byrådet skal selvfølgelig fokusere på besparelser, men hvis besparelserne bliver så ekstreme, at borgerne oplever en markante forringelse i ældreplejen, er det ikke noget at bryste sig af. Udover en bedre personlig pleje, rengøring mm. er der særligt 2 områder jeg vil arbejde for. For det første skal vi opretholde en decentral plejehjemsstruktur. For mig er det essentielt, at mennesker, der har boet et helt liv i et lokalområde også kan komme på et ældrecenter/plejehjem i nærheden heraf. For det andet er det tankevækkende, at kommunens ældre i dag ikke er garanteret ”åndelig føde” Hvis ikke kommunens mange frivillige står klar, kan de ældre risikere kun at få fysisk hjælp, mens samtaler, lidt avislæsning, kaffen med personalet mm. faktisk er sparet væk. Selvom vi bliver ældre har vi stadigvæk brug for socialt samvær.