Fortsæt til indhold

Blandt børn, bisser og børster hos Tandplejen

Mellem 9.-10.000 børn og unge er hvert år på besøg hos den kommunale tandpleje – og faktisk kan den rigtige tandpasta være med til at undgå hjerte-kar-sygdomme senere i livet

Arkiv
Arkiv

I Varde er der ingen fluor i vandet. Det betyder, at Karius og Baktus har bedre forhold end deres fætre andre steder i landet.
Det betyder også, at der kommer flere huller i tænderne hos børnene i Varde-området end andre steder, hvis ikke der bliver sat ind med effektiv tandbørstning.
"Og faktisk kan tandhygiejnen være med til at forhindre hjerte-kar-sygdomme senere i livet," fortæller overtandlæge Berit Østergaard Nielsen, der er leder af den kommunale klinik med over 40 medarbejdere på Lerpøtvej i Varde.
Hvert år får hun og hendes medarbejdere besøg af mellem 9.- og 10.000 børn og unge i alderen 0-18 år – og, udover at de får repareret de huller, skader og skavanker, der nu en gang opstår - bliver der satset massivt på forebyggelse og vejledning. Tænderne skal børstes mindst to gange dagligt, og det skal ikke være med den første og bedste tilbuds-tandpasta.
"For børn op til tre år skal tuben være mærket med ”1000-1100 PPM”. Når barnet er over tre år skal der være mindst 1400 PPM i indholdet. Desuden bør forældre ikke købe tandpasta, der smager af slik, opfordrer overtandlægen, der også mener, det vil være en dårlig idé at putte fluor i drikkevandet."
"Teknisk set kan det lade sig gøre, men jeg mener ikke, vi bør pille ved vores drikkevand. I stedet bør vi bruge den sunde fornuft, motivere børnene til at passe deres tænder, og være opmærksomme på, hvad vi -og de - i øvrigt putter i munden," fortsætter hun.

Et fælles ansvar

Af samme grund har den kommunale tandpleje også indført sin nye vision ”Sunde tænder – et fælles ansvar”.
"Faktisk er det sådan, at ingen børn er i stand til at børste deres tænder ordentligt før de er 10-11-12 år. Det hænger simpelthen sammen med den motoriske udvikling. Derfor er det vigtigt, at forældrene hjælper dem – og at vi hjælper dem. Det er også en af grundene til, at vi satser rigtig meget på forebyggelse og vejledning, blandt andet ved at vi besøger hver enkelt folke- og friskole i Varde Kommune hver 14. dag. Det giver god mening for os, også selv om det ikke er noget, der er fastlagt af hverken love eller regler," understreger Berit Østergaard Nielsen.

Cheftandlæge Berit Østergaard Nielsen (til højre) får en snak med klinikassistent Ketty Kristensen

Ny sundhedspolitik favner det hele

Cheftandlægen glæder sig derfor over det udspil til en sundhedspolitik, der er kommet fra politikerne i Varde Kommune.
"Det er superdejligt. Vi står med et udkast, der i al sin enkelhed favner så bredt, at alle kan være med – fra sund kost over rygning til lighed i sundhedsvæsenet m.m. – og altså også den vigtige hygiejne, hvor vores indsats er en del af målsætningen."
"Hvis vi giver vore børn gode vaner allerede fra de er helt små, så vil det sunde senere i livet blive deres naturlige valg. Dermed er der skabt et fundament for forebyggelse - et fundament, der kan være med til at undgå sygdomme og sygehusindlæggelser senere i livet."
"Med to tandbørstninger dagligt samt brugen af den rette tandpasta, kan vi undgå sygdomme og sygehusindlæggelser senere i livet – fordi de bakterier, der er i munden, kommer længere ind i kroppen, hvis ikke vi sørger for at fjerne dem med tandbørste, tandtråd og tandpasta…"

Hygiejnen er en hjørnesten

Den vurdering er formanden for det kommunale udvalg for Social og Sundhed, Erik Buhl, helt enig i…
"Hygiejne handler ikke blot om at vaske hænder, inden vi skal spise," fastslår han.
"Hygiejne er en hjørnesten i det forebyggende sundhedsarbejde, uanset om det handler om tandbørstning og håndvask eller rent grundvand og en effektiv rottebekæmpelse. Derfor er en god hygiejne - på alle områder - med som en af de syv målsætninger, der er en del af vores oplæg til en ny sundhedspolitik," fortsætter formanden.
Det politiske udspil er lige nu i høring blandt kommunens borgere. Frem til midten af december er der mulighed for at knytte kommentarer til oplægget, der efter nytår kommer til fornyet politisk behandling i byrådet.

Tilbud til ældre borgere

Ud over at mellem 9.-10.000 børn og unge hver år sætter sig tilrette i en af tandlægestolene på Lerpøtvej, har Berit Østergaard Nielsen også opgaven med at administrere den kommunale omsorgstandpleje, der er et tilbud til alle over 18 år.
"Det er en ydelse, den enkelte borger bliver visiteret til, på linje med eksempelvis hjemmehjælp. Her står vi ikke selv for behandlingen af de ca. 110 borgere, der er tilmeldt ordningen – den opgave er udliciteret, men vi administrerer den."
"Heldigvis har vi i samfundet fået øjnene op for, at rene tænder er noget, der betyder virkelig meget i den sene ende af livet, ikke mindst når vi taler om livskvalitet. Derfor vil vi også gerne kunne gøre mere for de ældre, men må erkende, at det koster penge – men det er samtidig et område, hvor vi tror på, at små ændringer kan have en stor effekt," fortæller Berit Østergaard Nielsen.