Klaus fik pris for sit store engagement
SønderjyskEs administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, får Frøs Initiativpris 2013 for sit store engagement i SønderjyskE
På sparekassens garantmøde forleden modtog administrerende direktør i SønderjyskE Klaus B. Rasmussen Frøs Initiativpris 2013.
Der er mange grunde til, at netop Klaus B. Rasmussen fik prisen for 2013.
”Vi har længe beundret hans store engagement i SønderjyskE. Han er en fantastisk ambassadør for sporten i Sønderjylland, og han brænder for at få Sønderjylland på det danske landkort”, lød begrundelsen bl.a. fra Kurt Jensen, som er adm. direktør i Frøs Herreds Sparekasse, der står bag prisen.
Som en aktiv medspiller i Syd- og Sønderjylland er det en af Frøs" målsætninger at være med til at skabe nye og fastholde eksisterende arbejdspladser i Syd- og Sønderjylland. Sparekassen sætter med prisen fokus på de mange dygtige og initiativrige erhvervsledere, der driver gode og sunde virksomheder.
Sønderjysk Elitesport A/S er en forholdsvis ung organisation og er en fusion mellem ishockey, håndbold og fodbold i de sønderjyske byer Vojens, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. SønderjyskE har i sæsonen 2012/13 fået mere end 150 timers tv-omtale og haft besøg af mere end 200.000 publikummer på stadions og i haller.
”Som erhvervsleder er Klaus B. Rasmussen et godt eksempel på, at man med fornuft og stærke lederevner kan udvikle en virksomhed samt fastholde og skabe nye arbejdspladser. Det er ikke kun til glæde for spillere og ansatte, men for alle os, der bor i Sønderjylland. Derfor skal Klaus B. Rasmussen have Frøs Initiativpris 2013”, slutter Kurt Jensen.
Sammen med diplomet modtog Klaus B. Rasmussen en check på 10.000 kr.