Fortsæt til indhold

Klaus fik “high-fives” og stor hæder

SønderjyskEs administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, får Frøs Initiativpris 2013 for sit store engagement i SønderjyskE

Arkiv
Arkiv

På sparekassens garantmøde forleden modtog adm. direktør i SønderjyskE Klaus B. Rasmussen Frøs Initiativpris 2013.
Der er mange grunde til, at netop Klaus B. Rasmussen fik prisen for 2013.
”Vi har længe beundret hans store engagement i SønderjyskE. Han er en fantastisk ambassadør for sporten i Sønderjylland, og han brænder for at få Sønderjylland på det danske landkort”, lød begrundelsen bl.a. fra Kurt Jensen, som er adm. direktør i Frøs Herreds Sparekasse, der står bag prisen.
“Jeg er selvfølgelig superglad og stolt over prisen. Det at blive indstillet og så også blive valgt, det er en stor ære, må jeg sige”, lyder det fra en glad Klaus B. Rasmussen.

Blev overrasket af supportere

Udover prisen, æren og den medfølgende check på 10.000 kr. fik Klaus B. Rasmussen sig yderligere en overraskelse ved uddelingen.
Han blev nemlig hyldet af en flok supportere fra SønderjyskE, der var mødt op til garantmødet for at hylde ham.
“Da må jeg sige, at jeg sank et par klumper. Da blev jeg sgu rørt. De troppede op i fuldt SønderjyskE outfit, og jeg måtte hurtigt ned fra scenen for at give dem nogle high-fives”, fortæller Klaus B. Rasmussen videre.
Han understreger, at han får hjælp af en masse engagerede mennesker til SønderjyskE-projektet.
“Jeg kunne jo ikke gøre det uden supporterne, medarbejderne, de frivillige og de mange sponsorer, der bakker op om projektet. Det er alle disse menneskers indsats, der gør SønderjyskE mulig”, fortsætter Klaus B. Rasmussen.
”Som erhvervsleder er Klaus B. Rasmussen et godt eksempel på, at man med fornuft og stærke lederevner kan udvikle en virksomhed samt fastholde og skabe nye arbejdspladser. Det er ikke kun til glæde for spillere og ansatte, men for alle os, der bor i Sønderjylland. Derfor skal Klaus B. Rasmussen have Frøs Initiativpris 2013”, slutter Kurt Jensen.
“Da må jeg sige, at jeg sank et par klumper. Da blev jeg sgu rørt”