Fortsæt til indhold

Åndenød eller meget tørstig

– få et sundhedstjek på rådhuset i Køge

Arkiv
Arkiv

SUNDHED: Måske har du KOL eller diabetes? Få testet din lungefunktion og/eller målt dit blodsukker i kantinen på Køge Rådhus onsdag den 20. november.
Er du over 35 år? Ryger du - eller har du tidligere røget? Er du ansat i risikoerhverv? Bliver du nemt forpustet? Har du jævnligt hoste? Har du ofte slim i luftvejene?
Kan du svare ja til tre eller flere af spørgsmålene, bør du få testet din lungefunktion.
Oplever du øget træthed? Oplever du øget tørst? Har du hyppig vandladning? Vejer du for meget? Har du nedsat appetit? Har du kløe omkring kønsorganerne? Har du hyppige infektioner i huden? Har dine forældre eller søskende sukkersyge?
Kan du svare ja til et eller flere af spørgsmålene, bør du få testet dit blodsukker.
Mød op i kantinen på Køge Rådhus onsdag den 20. november mellem kl. 14.30 og kl. 18.00 og få testet din lungefunktion og/eller få målt dit blodsukker og få vurderet, om du har risiko for at få diabetes.
Anledningen er den internationale KOL-dag og Verdens Diabetes Dag.

Det nytter at forebygge

KOL og diabetes er to af de mest almindelige folkesygdomme herhjemme. Begge sygdomme er kroniske, men hvis de opdages tidligt, kan du selv gøre meget for at holde dem nede. Det er derfor en god ide at få et sundhedstjek, hvis du f.eks. har åndenød eller føler dig meget tørstig.
KOL står for kronisk obstruktiv lungesygdom og skyldes især rygning. På verdensplan medfører KOL mange dødsfald. Sygdommen udvikler sig langsomt og mærkes først, når lungefunktionen er væsentlig nedsat. Flere end 500.000 danskere har KOL eller astma.
- Mange ved ikke, at de har KOL, selvom det kan påvises ved en enkel måling af lungefunktionen, og der er gode muligheder for behandling, siger overlæge ved Medicinsk afdeling på Køge Sygehus Peter Vedtofte.
Type 2-diabetes, tidligere kaldet gammelmandssukkersyge, er i vækst i Danmark, og det skyldes især en livsstil med for meget fedt og sukker i maden, overvægt og mangel på motion. Personer, der har forældre/søskende med sygdommen, er også i større risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det anslås, at op mod 300.000 danskere lider af type 2-diabetes, og det skønnes, at op mod 200.000 har type 2-diabetes uden at vide det.
- Diabetes bliver ofte opdaget i forbindelse med andre undersøgelser eller indlæggelser. For eksempel hos patienter indlagt med hjertesygdomme eller ved synsforandringer. Det er imidlertid rigtigt vigtigt at opdage sygdommen tidligt, for diabetes øger risikoen for åreforkalkning, dårligt hjerte og blodpropper. Når diagnosen er stillet, har vi gode muligheder for forebyggelse og behandling. Jeg håber derfor, at mange kommer forbi rådhuset til et sundhedstjek den 20. november, siger overlæge ved Medicinsk afdeling på Køge Sygehus, Leif Breum.

Først til mølle

Arrangementet på Køge Rådhus den 20. november foregår i samarbejde mellem Medicinsk afdeling Køge Sygehus, De praktiserende læger i Køge Kommune, Diabetesforeningen, Danmarks Lungeforening og Køge Kommune.
- Jeg er meget glad for, at vi har mulighed for at invitere borgerne indenfor på rådhuset til et sundhedstjek i anledning af den internationale KOL-dag og Verdens Diabetes Dag. Et godt samarbejde, som dette arrangement er mellem patientforeninger, Køge Sygehus, praktiserende læger og Køge Kommune, er til stor gavn for borgerne, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Køge Kommune, Randi Hansen.
Vær opmærksom på, at der kun kan foretages et begrænset antal målinger i løbet af eftermiddagen, og at det foregår efter ”først til mølle-princippet”. Du kan ikke få foretaget målinger, hvis du allerede har fået konstateret KOL og/eller type-2 diabetes. Husk, at der altid er mulighed for at gå til din egen læge og få testet din lungefunktion eller dit blodsukker, hvis du er i en af risikogrupperne.
Udover at få testet lungefunktionen, få målt dit blodsukker og få vurderet, om du har risiko for at få diabetes, kan du blandt andet også få en snak om rygestop, mad, fodpleje og høre om patientforeningernes tilbud, samt tilbuddene i Køge Kommune, bl.a. KOL-rehabilitering og diabetes-rehabilitering ved arrangementet førstkommende onsdag den 20. november.
pm