Fortsæt til indhold

Basement jazz på Hugo's

Arkiv
Arkiv

JAZZ: Basement Jazzband er på plakaten i Hugo's Kælder i Køge torsdag den den 21. november kl. 20.00.
Basement Jazzband så dagens lys i 1994. Bandets medlemmer mødtes ofte i en kulkælder, for at spille glad jazzmusik, deraf navnet Basement Jazzband. Den gode kælderstemning og de swingende jazzrytmer skulle snart vise sig at blive populære uden for øvelokalet.
Inden for en kort periode fik Basement Jazzband nemlig en stor skare af begejstrede fans rundt omkring i Danmark. En af grundene til bandets popularitet, er den stramme, disciplinerede og swingende dixiestil. Derudover er synergien i bandet helt unik, hvilket man som publikum tydeligt fornemmer.
Gennem årene har Basement Jazzband jammet med mange forskellige jazzmusikere, såsom Papa Bue, Jesper Thilo, Ole ”Fessor”, Jørgen Svarre, Henrik Bolberg, Asger Rosenberg, Pia Kloster, Ole Olsen, Erik Spierman, Eddie Bruhner m.fl.
Bandet har spillet ved adskillige større og mindre arrangementer, bl.a. til Ecco Walkathon med 16.000 deltagere, folkefest på Øresundsbroen i pinsen 2000, Restaurant Guldfisken og Hugo"s Gård i Køge, Allinge Jazzfestival, Køge Festuge og de fleste jazzklubber i Danmark.
Kælderjazzerne har flere gange afholdt deres eget Jazzband Ball i Ishøj Kultur Café med gæsteoptrædener fra flere prominente danske og udenlandske bands. Blandt andet Papa Bue Viking Jazzband og det hollandske jazzband Dutch Swing College Band.
pm