Netto-ansat truet med stor slagterkniv
To unge mænd stak af med ukendt pengebeløb
To unge mænd med anden etnisk oprindelse end dansk truede sig torsdag aften til et ukendt beløb i Netto på Olgas Vej i vestbyen i Vejle. De to mænd kom ind i butikken cirka klokken 21.20 og truede med to knive kasseekspedienten til at udlevere et ukendt beløb. Det oplyser Vejle Lokalpoliti.
Efter røveriet stak de af i retning mod Sofievej, og lidt senere fandt en politihund de to knive fra røveriet og en pose, som var blevet smidt i et krat. Der findes desuden videoovervågning i butikken, som måske kan hjælpe politiet med at finde frem til røverne.
Den ene røver beskrives som en tynd til splejset ung fyr på 170 centimeter. Han havde en gul hættetrøje på med et stort G-Star logo.
Den anden var cirka 175 centimeter høj og havde en sort hættetrøje på med logo på maven. De var begge af anden etnisk oprindelse end dansk og havde begge bandana-tørklæder for munden, oplyser lokalpolitiet.