Fortsæt til indhold

Er der stadig 16 folkeskoler i Køge om 10 år?

Faldende børnetal udfordrer skolestrukturen, og flere partier forventer skolelukninger i Køge Kommune inden for en kort årrække.

Arkiv
Martin Rasmussen

VALG 2013: Lukning af folkeskoler er altid et politisk sensitivt emne på grund af den centrale betydning, en skole har i et lokalsamfund, og i de seneste mange år har man da også fastholdt den overordnede struktur med 16 skoler i Køge Kommune.
Meget tyder dog på, at det snart vil ændre sig. En række partier erklærer sig i hvert fald nu klar til at se på mulighederne som reaktion på et markant faldende børnetal i Køge Kommune i de kommende ti år, hvor der kommer til at mangle over 1000 børn i forhold til i dag.
Flere fremhæver, at det blandt andet handler om at sikre fagligheden og et stærkt socialt liv, hvilket kan være vanskeligt i meget små skoler.
Omvendt mener blandt andet Venstre og Liberal Alliance, at der om 10 år stadig vil være 16 folkeskoler i Køge - grundlaget for det skal blandt andet skabes ved at tiltrække endnu flere nye borgere til kommunen, end man gør i dag.
Under alle omstændigheder venter der en væsentlig opgave for det nye byråd i den kommende periode, da der inden for få år skal spares et betragteligt millionbeløb på området, og udgifterne pr. elev er noget større på de små skoler end på de store skoler.


Hvor mange folkeskoler er der i Køge om 10 år?

Marie Stærke, Socialdemokraterne

Jeg tror, der er færre skoler. Det tror jeg af to årsager. Om 10 år mangler der mere end 1000 elever i vores folkeskoler. Selv med udbygningen af boliger i kommunen og de store udviklingsprojekter, så viser selv de mest optimistiske bud, at der vil mangle børn i Køge. Den anden årsag er, at den nye folkeskolereform bliver vanskelig at gennemføre på de mindre skoler. Kravene om flere undervisningstimer, længere skoledage, sprog fra de mindste klasser osv., gør at der er brug for mange og forskellige slags lærerkræfter, og de bliver sværere at levere på de helt små skoler.

Palle Svendsen, Venstre

Om 10 år vil der stadig være 16 folkeskoler i Køge Kommune. Vores skoler har rigtig meget at byde på og kan udvikles, hvis vi lægger mere ansvar ud lokalt til skolebestyrelser og stærke ledelser. Der tales meget om det faldende børnetal, men det er kun et problem, hvis vi lader stå til. Det vil Venstre ikke. Vi vil i stedet sætte turbo på tiltrækning af nye borgere til både land og by i hele Køge Kommune, hvilket vil styrke grundlaget for vores skoler. Det skal en aktiv erhvervspolitik og tilstrækkelige ejerboliger understøtte.

Flemming Christensen, De konservative

12-16. Det afhænger af ny ledelsesstruktur og forældreopbakning. Det faldende børnetal er en udfordring, samtidig med at skolerne i lokalsamfundet også fungerer som samlingssted for andre aktiviteter.

Lea Bergstedt, De radikale

Alle børn skal have mulighed for at blive så dygtige, de kan. Om ti år er der 1100 færre børn i Køge Kommunes folkeskoler. Det svarer til 50 skoleklasser. Der vil derfor være færre skoler i kommunen om 10 år, end der er i dag. Radikale venstre vil støtte en bevarelse af skoler, hvor der er børn nok til at have minimum et fuldt spor, og hvor der er opbakning i lokalsamfundet til skolen. Kommunens skoler skal være netop så store, så alle børn er trygge, kan finde kammerater og der er et stærkt fagligt miljø, der udfordrer alle børn og medarbejderne.

Torben Haack, SF

Det kommer an på udviklingen i antallet af børn. Som udgangspunkt er det ikke interessant, hvor mange skoler vi har i Køge Kommune. Det er interessant at diskutere, hvordan vi bedst højner fagligheden for vores skolevæsen. Vi skal finde de penge, der er nødvendige for at kunne skabe det bedste skolevæsen.

Dora Olsen, Dansk Folkeparti

I Dansk Folkeparti er vi i den kommende byrådsperiode klar til at se på en ny skolestruktur, eventuelt med opdeling i distrikter. Skolereform og skolestruktur er en politisk drøftelse, der skal tages først. I DF kan vi godt se, at nogle byskoler muligvis kan lægges sammen ved at bygge nye og større skoler i byområderne. Men lad os nu først gennemføre skolereformen, så tager vi den debat.

Niels Rolskov, Enhedslisten

Det nødvendige antal. En folkeskole med det indhold, vi kan nå frem til i enighed med børn, forældre og lærere.

Finn Buch Petersen, Demokratilisten

Ud fra de 16 skoler, der er nu, er der i fremtiden de skoler tilbage, som børn og forældre ønsker. Demokratilisten vil meget gerne bidrage til at fastholde det nuværende antal skoler og daginstitutioner i lokalsamfundene, og der skal tænkes "ud af boksen" for at få det til at lykkes. Herunder skal der først og fremmest indgås en "sikkerhedskontrakt", så der i mindst fire år ad gangen ikke er tvivl om, at der holdes fast i den til enhver tid gældende struktur. Der er dræbende for den enkelte enhed, når der igen og igen rejses tvivl om den fremtidige struktur.

Rolf Larsen, Liberal Alliance

Der vil være mindst det samme antal. Køge Kommune skal være en tilflytterkommune i fremtiden. Landområderne skal udvikles, således at der stadig vil være behov for skoler i Alkestrup, Vemmedrup og Gørslev. Lykkes det ikke at bevare folkeskolerne, ser Liberal Alliance lige så gerne, at der opstår privatskoler i stedet. Her vil kommunen være en medspiller fremfor en modspiller.

Thomas Kielgast, Ny Centrum

Ny Centrum forestiller sig, at der er cirka 10-12 undervisningssteder i kommunen men færre skoledistrikter. Elevtallet falder inden for de næste år, og der er for mange skoler i forhold til behovet. Skolerne skal have en vis størrelse, så de er bæredygtige både fagligt og socialt. Det er vigtigt, at vi kan tilbyde eleverne undervisning af høj kvalitet. En omlægning af skolestrukturen kan være med til at tilføre flere midler til undervisning, uddannelse af personale og flere muligheder for holddelt undervisning.

Michelle Kappel, Miljøpartiet Fokus

Miljøpartiet Fokus forventer, at der vil ske en tilflytning af børnefamilier, såfremt kommunen investerer i børne-ungeområdet. Der kommer til at ske rigtig meget vækst i Køge de næste år, men i dag er vores børnepasningsordninger ikke attraktive, sammenholdt med eksempelvis København. Hvis vi retter op på dette, forventer vi ikke en nedgang i antallet af skoler. Vi støtter de mindre skoler, da de har mindst lige så meget at byde på som de store. Skoler skal ikke slås sammen alene af hensyn til forventede stordriftsfordele. Der findes masser af undersøgelser der har vist dette, og vi kan risikere at tabe en lang række elever på gulvet ved at lave store enheder.

Bendt Lundsbjerg, Nær-demokratiet

Nær-demokratiet kæmper for at bevare skolerne i lokalområderne, men hvis børnetallet enkelte steder bliver for lavt, vil der ske en reduktion, desværre. Vores bud er, at der er 12-14 skoler tilbage om 10 år, hvis ikke befolkningsudviklingen ændrer sig.

Michael Christiansen, Hjertets-parti

10, måske, fordi man kun tænker stort. Man glemmer de små samfund, og hvad de små skoler betyder. Måske var det en idé at tilføre børn til de små skoler og derved holde liv i de små samfund.