To sejre til Varde
Varde Volley’s 2. division damer har i ugens løb igen været i kamp 2 gange
Varde Volley’s 2. division damer har i ugens løb igen været i kamp 2 gange. Torsdag var holdet i Odense for at spille kredspokalkamp mod DSIO 2. Varde var storfavoritter til at vinde kampen og det lykkedes holdet at leve op til denne favoritrolle 100%. Holdet var afsted med kun seks spillere, så der var ingen mulighed for at foretage udskiftninger, hvilket der heldigvis heller ikke på noget tidspunkt var brug for. Alle spillere leverede en supergod indsats og kampen blev vundet sikkert 3-0 på kun 42 minutters effektiv spilletid. Sætcifrene var 25-9, 25-15, 25-7. Dagens spillere blev Hanne Madvig og Mette Nygaard Sørensen. Søndag stod det på et gensyn med Fortuna Volleys Wildcardhold, som Varde tidligere har slået i kredspokalturneringen. Et ungt hold med masse af talent, hvoraf det nok bliver muligt at følge et par af spillerne i den bedste række i løbet af de næste år. Varde lagde godt ud i første sæt og spillede flot volley, der blev krydret med nogle gode server og holdet kunne via 13-7 vinde sættet 25-10. Igen i andet sæt kom Varde bedst fra start, men lidt for mange servefejl holdt Odenseholdet inde i kampen. Varde trak dog fra til sidst og vandt sættet 25-16. Til gengæld var det i tredje sæt Fortuna der kom bedst fra start. Varde var flere gange bagud med 2-3 points, men fik dog hentet forspringet så der midt i sættet stod 15-15. På det tidspunkt blev Vardes hæver Lise Røeder Nielsen ramt af et hårdt smash lige i ansigtet. Der var desværre ikke mulighed for at skifte ud, så det gav lidt uro og de efterfølgende bolde blev tabt, så Varde kom bagud 17-24. Herefter lykkedes det dog holdet at vinde et par nemme bolde og på en god serveserie af Birgit Hansen og flot spil af resten af holdet, lykkedes det Varde igen at komme tilbage i sættet og til sidst vinde 26-24 og dermed kampen 3-0. En rigtig flot holdindsats og imponerende at det lykkedes at vinde sættet. Dangens spillere blev Birgit Hansen og Lise Røeder Nielsen.