Fremskridt for kommunes nye kulturcentrum
Kultur og fritid arbejder intensivt sammen med både nye og nuværende brugere af Stålværks- og Trådspinderigrunden
Alle trækker på samme hammel og ønsker at skabe fremtidens kulturelle centrum på den gamle industrigrund. Næste skridt er at skabe bedre fysiske rammer for det nye ungehus. Som det fremgik på byrådsmødet tirsdag, så arbejder kommunen fortsat sammen med Lokale- og Anlægsfonden om en eventuel medfinansiering af det nye kultur- og foreningsfællesskab på den gamle Stålværks- og Trådspinderigrund. Som en del af det projekt skal der skabes bedre og flottere fysiske rammer omkring det nye ungehus, der netop er indviet. ”Nu har vi endelig fået ungehuset, og det er vi rigtig glade for. Nu handler det om, at vi får skabt nogle gode fysiske rammer på den gamle grund for det nye hus, og at vi fortsat involverer de unge i arbejdet med at udvikle disse rammer. De unge har været engagerede samarbejdspartnere hele vejen igennem, og deres viden og input bliver også afgørende fremadrettet”, siger Lisbet Rosendahl (V), og fortsætter: ”Det er vigtigt, at arbejdet på Stålværks- og Trådspinderigrunden foregår i tæt samarbejde med alle brugerne af området, så alle føler ejerskab. Det er helt afgørende for at skabe et innovativt miljø, hvor alle arbejder efter de samme mål. Selvom brugerne er vidt forskellige”, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid. Næste skridt bliver at få ryddet op i det område, der kaldes Eksperimentariet. Området ligger bagerst på grunden lige op ad det nye ungehus. Planen er, at ungerådet skal komme med bud på, hvordan området kan bruges til glæde for de nye unge brugere af området. ”Området er i dag ufremkommeligt på grund af buskads og gammelt byggemateriale. Derfor skal der ryddes op, så vi kan udnytte områdets potentiale. Jeg ser frem til dialogen med Ungehusets brugere om, hvordan vi kan udnytte det nye rum på grunden”, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid.