Samling gås efter i sømmene
Rødekro Lokalhistorisk Forening er i gang med at efterse Senius Tiedemanns store stensamling.
For øjeblikket er der meget aktivitet på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro.
Lokalhistorisk Forening i Rødekro er nemlig i gang med at gennemgå Senius Tiedemanns store stensamling, og lave lidt ændringer, så der fremadrettet nu også bliver plads i arkivet til, at man kan vise løbende udstillinger på arkivet.
Dermed sikrer man ,at der hele tiden bliver noget nyt at se på og studere for arkivets gæster.
Arkivet har samarbejdet med kommunen og Museum Sønderjylland, og museet har været behjælpelig med at flytte stenene fra den store stensamling.
Effekter restaureres
Desuden har museet taget otte effekter med til restaurering og konservering, da effekter var i ringe stand. Dermed sikres de for eftertiden.
Disse effekter er, af samme grund, ikke på arkivet i øjeblikket, men så snart de igen er i god stand, vil de komme retur, så de igen kan beundres på arkivet i Rødekro.
Der var en del fossiler, som ikke er her fra området, og de bliver muligvis udlånt til Gram museum eller opbevaret på museet i Haderslev.
Ny årbog
Gennemgangen af stensamlingen er ikke det eneste, som foreningen i øjeblikket beskæftiger sig med. Også den nye årbog er nu til salg, og udgivelsen fejres ved en sammenkomst næste onsdag.
Desuden har Lokalhistorisk Forening bl.a. planer om foredrag og udflugter i det kommende år.
Fakta
Lokalhistorisk forening i Rødekro blev startet i 1978.
Den 2. august 2000 flyttede Lokalhistorisk forening i Rødekro til Borgerhuset på Østergade i Rødekro.
Arkivet har åbent hver mandag eftermiddag eller efter aftale. Formand er Egon Kaas.
På arkivet finder man mange lokale effekter bl.a. billeder fra hele området, foreningsprotokoller, materiale om Sikringsstilling Nord, herunder Funkstation Rødekro og billeder og beretninger fra Modstandsbevægelsen 1945.