Fortsæt til indhold

Der skal tre points ind på kontoen

- Vi skal vinde hvis vi vil kigge opad i tabellen, siger midtbanespilleren Marcel Rømer inden søndagens storkamp mod AC Horsens.

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Med to sejre i træk - 2-1 mod Vendsyssel FF i Nordicbet Ligaen fredag aften og 3-1 over Danmarksserieholdet Ledøje Smørum Fodbold tirsdag aften - har HB Køge spillerne fået tanket godt med selvtillid før søndagens på papiret svære hjemmekamp mod Superliganedrykkerne fra AC Horsens.
Sejren over Vendsyssel FF blev sikret på et klodset selvmål tre minutter inde i overtiden men var fortjent efter spil og chancer. Det samme var pokalsejren mod Ledøje - omend den burde have været ihvertfald et par mål større.
- Vi glæder os meget til kampen mod AC Horsens. Det bliver en stor kamp. Og en kamp vi skal vinde hvis vi den kommende tid skal deltage hvor det er sjovest i tabellen. Så der skal tre points ind på kontoen, siger HB Køges midtbanespiller Marcel Rømer, der er indehaver af klubrekorden med 108 førsteholdskampe.
Marcel Rømer erkender dog i samme åndedrag, at det bliver en meget vanskelig kamp mod rækkens formodentligt bedste mandskab - som da også er klare favoritter til at vende tilbage til Superligaen efter denne sæson.
- AC Horsens er et klassemandskab, ingen tvivl om det og de er da nok også svage favoritter mod os. Men de må have fået en del ridser i lakken efter 5-2 nederlaget på hjemmebane mod Hobro IK i søndags. Det resultat viser trods alt at de er til at tale med i de bageste rækker. Så kan vi fortsætte med at stå stærkt nede i forsvaret som vi har gjort de seneste kampe, og så kende vores besøgstid når chancen byder sig oppe foran - så kan vi sagtens løbe af med sejren, siger Marcel Rømer til Lørdags-Avisen.

Skal fokusere på eget spil

Opskriften på sejr over AC Horsens skal ifølge Marcel Rømer findes ved at HB Køge fokuserer på at spille sit eget spil.
- Vi skal fokusere på os selv. AC Horsens er et klogt spillende hold, som specielt er farlige på standardsituationer. Her skal vi være meget opmærksomme, siger Marcel Rømer, der håber på at rigtigt mange tilskuere denne søndag vil finde vej til SEAS NVE Park og bakke Svanerne op til dåd.

Målmand på U/18 landshold

I den forløbne uge er HB Køges U/19 målmand Frederik Hansen, blevet udtaget til det danske U/18-landshold, der den 6. og 8. september skal spille to venskabskampe mod Schweiz i Vevey.
Frederik Hansen kan dermed få sin landsholdsdebut hvis han tildeles spilletid i en af de to kampe. Frederik Hansen skrev i sommer under på en to-årig kontrakt med HB Køge.