Et kryds mod løntrykkeri
Stop snyd og fusk med næste kryds
Vil du sikre, at lokale virksomheder får fair konkurrence, og at flere ledige kommer i job? At kommunen sparer penge til understøttelse og kontanthjælp, og at vores skattekroner ikke går til social dumping, snyd, fusk og ringe kvalitet?
Så skal du tænke dig om, før du sætter dit kryds ved kommunevalget på tirsdag. På hjemmesiden www.underbetalt.dk kan du se, hvilke 26 kandidater fra forskellige partier her i Roskilde Kommune, der vil bekæmpe social dumping for skatteydernes penge i den kommende valgperiode. Tilsvarende oversigt findes for Lejre Kommune.
I 3F opfordrer vi til, at vælgerne støtter de kandidater, der vil bekæmpe social dumping, når kommunen laver udbud, udliciterer eller gennemfører større indkøb.
Virksomheder, der skal løse opgaver for det offentlige, skal leve op til følgende krav:
Løn og arbejdsvilkår skal matche danske overenskomster
Der skal ansættes lærlinge og elever, når det offentlige investerer
Kontrollen skal strammes op, bl.a. gennem øget tilsyn med eksempelvis byggepladser, transport og rengøring
Snyd skal straffes gennem bøder, der kan mærkes, eller i grovere tilfælde eller gentagelsestilfælde ved annullering af opgaven.
Poul Christensen,
Næstformand,
3F Roskildeegnen