Fortsæt til indhold

Vindere følte sig snydt

Venstre og DF havde begge fremgang i Roskilde - men fik ikke meget ud af konstitueringen

Arkiv
Arkiv

Både Venstre og Dansk Folkeparti havde fin fremgang ved valget i Roskilde, og det kunne de to partiledere Bent Jørgensen og Merete Dea Larsen glæde sig over i løbet af valgaftenen på rådhuset. Til sammen øgede de deres mandater i byrådet fra 9 til 12, men det hjalp dem ikke så meget i de efterfølgende forhandlinger om en ny konstituering. Her kom de først til at stå overfor en rød blok på 18, bestående af S-SF-R og Enhedslisten. Da den enlige konservative også sluttede sig til flertallet for at få maksimal indflydelse, stod VO helt isoleret i forhandlingerne og måtte acceptere at nøjes med en af formandspladserne i de faste udvalg. - Med stor fremgang og tilsammen 12 pladser i byrådet, har vi ikke fået større indflydelse end SF, Radikale og Konservative hver har fået ud af deres enlige mandat, bemærkede både Bent Jørgensen og Merete Dea. Under timelange forhandlinger prøvede de flere gange at opnå bedre betingelser i forhold til det flertal, der allerede var dannet, men det blev afslået. - Vi fik et tilbud, som vi jo ikke kunne afslå, siger lederne fra V og DF med henvisning til den berømte Godfather-film, og at alternativet var ingenting.

Det var aftalt

- Men hele forløbet bekræfter vores anelse om, at budget-flertallet bestående af S-SF-R-K mere eller mindre havde aftalt det hele på forhånd. Den eneste ændring i deres plan var, at de også blev nødt til at inddrage Enhedslisten, mener Bent Jørgensen og Merete Dea. De to partiledere synes ikke, at det manglende hensyn til de mange vælgere, som de nu repræsenterer, lover alt for godt for et kommende samarbejde i byrådet. tk