Direktør tager afstand fra igangværende demonstration
Virksomheden OK-Servicetjeneste har ikke noget at gøre med medarbejdernes demonstration i Vejle mod Vejle Kommune
I tirsdagens udgave af Lokalavisen Budstikken Vejle havde vi på side 22 en noteom, at de ansatte på Betty Sørensen Parken i Vejle og OK-Servicetjeneste fredag den 15. november klokken 13 arrangerer en demonstration for at vise deres utilfredshed med Vejle Kommune.
Noten var lavet ud fra en pressemeddelelse fra en medarbejder i OK-fonden, der ejer OK Servicetjeneste i Vejle. Det har dog vist sig, at medarbejderen udtalte sig uden ledelsens accept og vidende. Det oplyser virksomhedens direktør Paul Erik Weidemann, der har henvendt sig til Lokalavisen for at få redet trådene ud.
"Det ligger ikke i OK-Fondens kultur at arrangere en demonstration, og det sker ikke med vores billigelse. Men medarbejderne har jo ytringsfrihed og kan gøre, som det passer dem. Men hvis de demonstrerer, er det altså i privat regi og for egen regning," understreger OK-Fondens direktør Paul Erik Weidemann.
Slut med hjemmehjælp
Baggrunden for demonstrationen er, at OK-Servicetjeneste har meddelt, at man ikke længere vil byde på hjemmehjælp i Vejle Kommune, fordi man ikke mener, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet, som kommunen forlanger af privat hjemmehjælp.
OK-Servicetjeneste leverer hjemmehjælp i form af rengøring og personlig pleje til 70-80 borgere i Vejle Kommune. Når kontrakten udløber, står cirka 15 medarbejdere til at miste jobbet.
Beslutningen om at stoppe med hjemmehjælp har ikke noget at gøre med de 36 plejeboliger på Betty Sørensen Parken og tilhørende 20 ældreboliger, som OK-Fonden byggede i 2006 og står for driften af.
Denne driftskontrakt udløber med udgangen af 2014, men OK-Fonden håber på at kunne fortsætte samarbejdet med Vejle Kommune i fremtiden, fortæller direktør Paul Erik Weidemann.